tennis

Tennis spilles på en rektangulær bane med et net i midten af to (single) eller fire spillere (double). Banen kan udendørs være af græs, grus, beton eller kunststof, indendørs af træ eller, mere almindeligt, kunststof; underlaget har stor betydning for spillet. Ketsjere (af træ) var i begyndelsen skæve, men i 1883 produceredes de første symmetriske, pæreformede ketsjere. Efterhånden gik man over til rammer af lamineret træ og ovale slagflader.

Senere har nogle modeller været af metal, inden man gik over til kunststoffer og fra 1976 byggede ketsjere med større hoved; det forøgede tempoet markant, og ketsjerens vægt faldt fra ca. 400 til ca. 300 g (se også ketsjer). Bolden består af en gummiskal med en overflade af filt og er fyldt med hårdt sammenpresset luft. I 1973 blev gule bolde tilladt i stedet for hvide ved de fleste turneringer, og gul er nu den almindelige farve.

Kampen om hvert point indledes med en serv. Den servende spiller skal stå uden for baglinjen (ellers dømmes fodfejl) og skiftevis fra højre og venstre slå bolden diagonalt over nettet til modstanderens servefelt. Et direkte vinderpoint på serven kaldes et es. Serveren har to forsøg, 1. og 2. serv, til at ramme feltet; lykkes det ikke (dobbeltfejl), får modtageren pointet. Rører bolden nettet, inden den lander i feltet, skal serven tages om. Efter hvert parti er det modstanderens tur til at serve.

Ved servemodtagning skal bolden først ramme servefeltet. Den må aldrig springe mere end én gang, men efter servereturneringen kan man vælge enten at flugte eller smashe, inden bolden rammer ens banehalvdel, eller at vente, til den hopper. Grundslagene er for- og baghånd, der begge kan slås fladt eller højt, fx over en modstander ved nettet. Boldene kan også skrues, enten i form af topspin (overskruet) eller slice (underskruet). Pointet vindes, hvis modstanderen ikke returnerer bolden, inden den har ramt underlaget to gange, hvis den bliver slået i nettet, eller hvis den lander uden for linjerne (som er en del af banen).

For at vinde et parti kræves mindst fire vundne point (bolde) samt to point mere end modstanderen. Den første bold giver stillingen 15/0 (eller 0/15; serverens point nævnes først; 0 point betegnes på engelsk love). Point tælles 15, 30, 40 og parti. Vinder begge sider tre bolde hver, bliver resultatet 40/40 (a 40, deuce), og partiet fortsættes, til den ene har vundet to bolde mere end den anden.

Den, der først vinder seks partier, får et sæt. Man skal dog have mindst to partier flere end modparten. Står det 5-5, spilles der videre til 7, men ved stillingen 6-6 afgøres sættet normalt med tiebreak. Dette pointsystem blev indført ca. 1970 for at begrænse kamplængden, bl.a. af hensyn til tv-transmissioner. Tiebreak giver det afgørende parti i sættet til den spiller eller det par, der først når 7 point (her tælles 1, 2 osv.). Også her skal der dog vindes med mindst 2 point.

For at vinde en kamp fordres der sejr i to sæt ud af tre eller — for mænd i visse store turneringer — tre ud af fem.

Den tidligste form for tennis var jeu-de-paume, der opstod i Frankrig; i England blev det til real (eller royal) tennis. Fra at slå bolden med håndfladen gik man i 1400-t. over til at bruge bat eller en slags blødt opstrenget ketsjer. Moderne tennis lanceredes ca. 1875 i Storbritannien og slog hurtigt an. I 1877 blev den første officielle turnering med stort set samme regler som i dag holdt i Wimbledon af The All England Croquet Club, som føjede Lawn Tennis til klubnavnet. I 1881 afholdtes de første mesterskaber i USA (US Open), og hurtigt fulgte andre nationer efter. I 1913 stiftedes ITF, International Tennis Federation.

Indtil 1920'erne var tennis officielt en ren amatørsport, og spillet var med ved De Olympiske Lege 1896-1924. I 1926 indførtes pengepræmier i USA; den store franske spiller Suzanne Lenglen gik over til professionalismen, og den første professionelle organisation stiftedes i 1927. I de følgende 40 år spillede de professionelle spillere i omrejsende trupper, der rekrutterede de bedste amatører, bl.a. en række Wimbledonmestre. Men de kunne ikke deltage i de store turneringer. I 1967 var det imidlertid for mange officials et voksende problem, at såkaldte amatører krævede penge under bordet. Det britiske amatørforbund vedtog at åbne sine turneringer for alle spillere fra 1968. Andre nationer og ITF følte sig presset til at følge efter. Det førte til pengepræmier – fra 2000 pund til Wimbledonmesteren i 1968 til over 1 mio. pund i alt til vinderne af herre- og damesingle i 2005 – og den hastigt voksende offentlige interesse. Således fordobledes antallet af tennisspillere på verdensplan 1968-90, i Danmark firedobledes tallet. I 1972 stiftedes spillernes fagforeninger ATP, Association of Tennis Professionals, og den tilsvarende WTA, Women's Tennis Association.

De vigtigste tennisturneringer er i dag foruden Wimbledon og US Open French Open (1891, åben turnering siden 1925) og Australian Open (1905); en sejr i alle fire mesterskaber inden for et år betegnes Grand Slam®. Landsholdsturneringen for mænd, Davis Cup, blev afholdt første gang i 1900, Fed Cup for kvinder i 1963.

I Danmark spilledes de første tenniskampe i 1883, og fra 1889 holdtes årlige turneringer (KBs åbne mesterskaber). I 1904 indførte DBU de første Danmarksmesterskaber, i 1920 stiftedes Dansk Tennis Forbund, DTF, og i 1921 var Danmark både vært for et VM-stævne (indendørs) og et af blot 11 lande, som deltog i Davis Cup. I 2015 havde DTF ca. 60.500 medlemmer fordelt på ca. 275 klubber.

Store danske tennisnavne er Sofie Castenschiold (1882-1979), der vandt OL-sølv i damesingle 1912, og Kurt Nielsen, der to gange nåede singlefinalen i Wimbledon (1953 og 1955). De bedste danske placeringer i single på verdensranglisten (taget i brug 1973) er Tine Scheuer-Larsen (f. 1966) med nr. 34 i 1986 og Kenneth Carlsen med nr. 41 i 1993.