Jeu de paume var en middelalderlig forløber for tennis. Spillet var især populært i kongehusene og blandt adelen, gejstligheden og det højere borgerskab og blev spillet i specielt byggede boldhuse.

Faktaboks

Etymologi
Navnet jeu de paume er fransk og betyder 'spil med håndfladen'.

Regler og udstyr

Oprindelig blev bolden spillet med hånden, men fra slutningen af 1400-tallet blev en form for ketsjer introduceret. Bolden var læderbetrukket, og fyldet bestod af hår og skæg. Banen var delt af et ca. 90 cm højt, løst udspændt net, og der blev spillet med en, to eller flere spillere på hver banehalvdel. Banens dimensioner kunne variere, men banens ende- og sidevægge skulle være indrettet med halvtagsudspring (penthouse), i hvis væg der var åbninger, hvori der også kunne vindes point. Reglerne var mere komplicerede end i moderne tennis, især vedrørende pointgivning. Der fandtes også en udendørs variant af jeu de paume.

Spillet eksisterer fortsat i begrænset omfang i lukkede kredse i USA, Storbritannien, Canada og Australien.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig