Rod Laver, egl. Rodney Laver, f. 1938, australsk tennisspiller. Laver er den eneste, som to gange har præsteret at vinde Grand Slam®, dvs. samme år at vinde de fire største singleturneringer; det skete i 1962 som amatør og i 1969 som professionel. Venstrehåndsspilleren fra Queensland erobrede i alt 11 Grand Slam®-titler i single: i Wimbledon (1961-62, 1968-69), i Australian Open (1960, 1962 og 1969) samt i French Open og US Open (begge i 1962 og 1969). Desuden vandt Laver otte titler i double, og han var med til at vinde Davis Cup for Australien fem gange.