miljøfilosofi

Ved jord-etik forstod Leopold en tilgang til etik, som indebærer, at mennesker ikke kun er etisk forpligtede over for hinanden, men også over for dyr, planter, og de uorganiske processer, som ligger til grund for levende væsners samspil i økosystemer, såsom vandstrømme og jordbundsforhold. Leopold opsummerer således i bogen jord etikken som det synspunkt, at

"(...) det, som bidrager til det biologiske samfunds integritet, stabilitet, og skønhed, er moralsk rigtigt. Det, som bidrager til det modsatte, er forkert."

Leopold selv var inspireret af den amerikanske forfatter Henry David Thoreau, som i årene mellem 1845 og 1861 skrev adskillige optegnelser, essays og digte om naturen og menneskets forhold til den.

Også Thoreau anså både ikke-menneskelige organismer og de miljøer, de lever i, for etisk relevante. For Thoreau havde miljøet dog en mere gennemgribende og kompleks filosofisk betydning. Inspireret af romantiske digtere som William Wordsworth og filosoffer som F. W. J. Schelling anså han mennesket selv for at være et af naturens mange udtryk. Dette havde for Thoreau, som for romantikkens intellektuelle før ham, den konsekvens, at der ikke egentlig kan skelnes mellem menneske og natur.

Pointen med den tanke, at der ikke kan skelnes mellem menneske og natur, er ikke blot den, at mennesket er underlagt naturlovene, men også omvendt, at naturen kommer til udtryk på bestemte måder netop ved at tage form som mennesket. Kvaliteter, som ofte betragtes som særligt menneskelige, fx evnen til at regne visse handlinger for forkerte og andre for rigtige, eller til at opfatte en fredfyldt flodbred og fuglenes sang som noget smukt, står ifølge denne tankegang ikke i modsætning til naturen.

For Thoreau er både moral og æstetisk sans fuldstændigt naturlige for så vidt at mennesket er en af naturens frembringelser. Thoreau beskrev blandt andet dette natursyn, hvor mennesket smelter sammen med dets miljø, i dagbogsoptegnelserne, A Week on the Concord and Merrimack Rivers:

... og alle ting syntes at flyde med os; kysten selv og de fjerne klipper opløstes af den ufortyndede luft. Det hårdeste materiale syntes at adlyde den samme lov som det mest flydende, og det er netop, hvad det i sidste ende gør. Træer var intet andet end floder af saft og barkede fibre, hvis stammer flød fra atmosfæren og tømtes ned i jorden alt imens deres rødder rislede opad mod overfladen. Og i himlene var der floder af stjerner og mælkeveje, som allerede var begyndt at glimte og kruse over vores hoveder. Der var floder af sten på jordens overflade og floder af metal i dens indre, og vores tanker flød og piblede rundt, og denne brøkdel af tiden var blot timens strøm.

Også før romantikken har tænkere forfægtet det synspunkt, at naturen, miljøet, og andre levende væsner end mennesker kan have moralsk status.

Inden for den vestlige tradition anså munken og helgenen Frans af Assisi eksempelvis naturen og alle levende væsner for hellige i kraft af at være en del af Guds skaberværk, mens Stoikerne i antikkens Athen og Rom opfattede det, at leve i overensstemmelse og harmoni med naturen som det højeste etiske ideal.

Iblandt ikke-vestlige traditioner advokerede eksempelvis både taoistiske og buddhistiske tænkere længe før romantikken for bæredygtig varetagelse af naturen, og argumenterede for, at mennesket eksisterer i forlængelse af dets miljø.

Ifølge den antropocentriske miljøetik har naturen ikke en værdi i sig selv, men derimod i kraft af at være til nytte for mennesket. Miljøetikere med dette udgangspunkt anfører, at ødelæggelsen af miljøet hovedsalig er moralsk forkert, fordi det vil skade fremtidige generationer af mennesker.

De kan eksempelvis begrunde dette med følgende præmisser:

1. Kun mennesker har moralsk status
2. Ødelæggelsen af miljøet vil skade mennesker i fremtiden

Hvis præmis 1 og 2 accepteres, følger det, at ødelæggelsen af miljøet først og fremmest er forkert, fordi den skader fremtidige generationer af mennesker.

Kritikere af antropocentrismen angriber typisk antagelsen om, at kun mennesker har moralsk status, ved at spørge ind til, hvad det helt præcist er ved mennesker, som giver os moralsk status. Et almindeligt svar på dette spørgsmål er, at mennesker har moralsk status, fordi vi er bevidste væsner som kan opleve både glæde og lidelse. Til det vil kritikere som eksempelvis Singer svare, at antropocentrikeren ubegrundet tillægger udelukkende menneskelig bevidsthed moralsk værdi. Sentiocentrikere som Singers foreslår i stedet, at bevidsthed som sådan giver moralsk status, hvad enten der er tale om et menneske, en kat, eller en blæksprutte. Sentiocentrikerne vil således typisk begrunde deres synspunkt med præmisser, der ligner antropocentrikernes, dog uden at give mennesker forrang:

De kan eksempelvis begrunde dette med følgende præmisser:

1. Bevidsthed er kriteriet for moralsk status
2. Ødelæggelsen af miljøet skader bevidste væsner

Hvis både præmis 1 og 2 accepteres, følger det, at ødelæggelsen af miljøet er moralsk forkert, fordi den skader bevidste væsner i det hele taget.

Atter andre, såsom Paul W. Taylor, regner alt liv for moralsk relevant. Miljøetikere med dette udgangspunkt anfører, at hvis noget er levende, har det moralsk status. Alle levende organismer søger mod bestemte optimale tilstande, og denne stræben giver dem moralsk værdi.

De kan eksempelvis begrunde dette med følgende præmisser:

1. At have foretrukne tilstande er kriteriet for moralsk status
2. Alt levende har bestemte tilstande, som det trives i
3. Ødelæggelsen af miljøet forringer livsbetingelserne for mange former for liv

Hvis alle tre præmisser accepteres, følger det, at ødelæggelsen af miljøet er moralsk forkert, fordi den forhindrer levende væsner i at trives.

Økocentriske miljøetikere, såsom Leopold, kritiserer de tre foregående positioner for at fokusere på individer. Miljøetikere med dette udgangspunkt anfører, at livet som sådan er en samlet proces, som ikke kan reduceres til individer, men involverer et samspil mellem millioner af arter samt klimatiske og geologiske forhold. Miljøetiske overvejelser må derfor for økocentrikerne altid tage individernes moralske status i betragtning i relation til de økosystemer, som de indgår i, og økosystemerne i sig selv regnes derfor for at have moralsk status.

De kan eksempelvis begrunde dette med følgende præmisser:

1. At have foretrukne tilstande er kriteriet for moralsk status
2. Alt levende har bestemte tilstande, som det trives i
3. Individuelle organismer og deres miljøer eksisterer i forlængelse af hinanden

Hvis alle tre præmisser accepteres, følger det, at ødelæggelsen af miljøet i sig selv er moralsk forkert.

Den gren af videnskabsfilosofien, som betegnes økologiens filosofi, behandler denne slags overvejelser, som ikke kun er relevante for miljøetikken specifikt, men også for dels den bredere videnskabsteori, dels bæredygtige processer i praksis. Inden for økologiens filosofi arbejdes der med spørgsmål som:

• Er et økosystem en ting i sig selv, eller er kun de organismer og uorganiske processer, der indgår i det, virkelige?
• Hvor går grænserne for et økosystem, og hvad afgør, at grænserne går der? Regnskoven i Amazonas producerer fx sin egen regn; noget af dette regnfald kan påvirke savannen Cerrado omkring 200 km væk — er det så ét samlet økosystem?
• Hvor går grænsen mellem en organisme og dens miljø, og hvad afgør, at grænsen går der?

Hvordan man forholder sig til ontologiske spørgsmål af denne type har relevans for, hvordan man erkendelsesmæssigt og videnskabsteoretisk tilgår økosystemer. Det kan med andre ord bidrage til at afklare yderligere spørgsmål som:

• Hvordan modellerer vi bedst økosystemer med eksempelvis agent-baseret modellering?
• Hvordan skal vi metodemæssigt forholde os til, at økosystemer er komplekse systemer med uforudsigelig adfærd?
• Hvordan kan vi afgøre, om det, vi undersøger, er ét økosystem, eller et andet?

Hvordan man forholder sig til videnskabsteoretiske, epistemologiske, og ontologiske spørgsmål kan ligesom miljøetikken have relevans for policy-udvikling og bæredygtige organisationsstrategier, fx ved at bidrage til at afklare spørgsmål som:

• Hvordan vurderes de potentielle risici ved menneskelig interaktion med økosystemer?
• Hvilke tiltag bør en organisation implementere, for at kunne imødegå uforudsete begivenheder i forbindelse med projekter, der indvirker på komplekse økosystemer?
• Hvilke dele af et givent økosystem bør policy-udviklere eller organisationer være særligt opmærksomme på i arbejdet med det? Afkræver et udviklingsprojekt i Cerrado eksempelvis særlig opmærksomhed på økosystemets potentielle interaktioner med regnskoven i Amazonas?

I sidste ende forudsætter de forskellige områder af miljøfilosofien hinanden, ligesom klare svar på mange af de spørgsmål, som miljøfilosofien bearbejder, egentlig forudsættes af den generelle appel til bæredygtig udvikling. Ønsket om bæredygtig udvikling forudsætter etiske antagelser om, hvad der er rigtigt og forkert at gøre i forhold til fremtidige generationer af liv, og sådanne etiske antagelser forudsætter igen ontologiske, epistemologiske, og videnskabsteoretiske antagelser om, at vi i rimelig grad forstår, hvad størrelser som ”miljø”, ”klima”, og ”liv” er.