William Wordsworth

William Wordsworth, 7.4.1770-23.4.1850, britisk digter, en hovedfigur i den engelske romantiks første generation, de såkaldte Lake Poets. Dels revolutionerede og demokratiserede han det digteriske formsprog, dels benyttede han, som subjektivitetens første og største digter i England, i hidtil uset grad sit eget liv som digterisk materiale.

William Wordsworth blev født i Cockermouth i Lake District i Nordengland. Efter studier i Cambridge rejste han 1791 til Frankrig og blev overbevist demokrat og tilhænger af revolutionen. Tvunget af pengemangel måtte han dog i 1792 forlade Frankrig og den unge franske kvinde, Annette Vallon (1766-1841), som han havde haft et kærlighedsforhold til og fik en datter med, og vende tilbage til England.

Englands krigserklæring mod Frankrig 1793 splittede Wordsworth mellem kærlighed til sit fædreland og loyalitet over for Den Franske Revolution. I stigende grad usikker på sit tidligere politiske ståsted og endnu uden solid økonomi eller en idé med sit liv gennemlevede han derfor i midten af 1790'erne en alvorlig personlig krise.

William Wordsworths liv ændredes afgørende ved mødet med digterfilosoffen Samuel T. Coleridge i 1797. Deres nære venskab og samarbejde udmøntede sig i den fælles digtsamling Lyrical Ballads (1798). Indtil da havde Wordsworths digte, bl.a. Descriptive Sketches (1793) og An Evening Walk (1793), stået i gæld til 1700-t.s deskriptive naturlyrik. Imidlertid udvikledes hans egen personlige form under inspiration fra Coleridge, og mange af hans bedste kortere digte, bl.a. "Tintern Abbey" og "Nutting", findes i Lyrical Ballads.

Til andenudgaven fra 1800 føjede Wordsworth et forord, der gør op med den herskende neoklassicistiske poetik og sætter en ny, ekspressiv standard for digtning. Al god digtning er, siger han, "the spontaneous overflow of powerful feelings". Et digts materiale er følelse, genkaldt under rolige omstændigheder ("emotion recollected in tranquility").

I 1799 vendte Wordsworth sammen med Coleridge og søsteren Dorothy (1771-1855) tilbage til sit elskede Lake District. Wordsworths kreativitet skærpedes yderligere af de nye omgivelser, og 1798-1807 blev hans bedste og mest produktive periode. I 1802 giftede han sig med barndomsveninden Mary Hutchinson (1770-1859). Hans liv blev herefter roligere og mere regelmæssigt, ligesom hans religiøse og politiske konservatisme blev mere udtalt, hvilket en række officielle udnævnelser, bl.a. titlen af Poet Laureate fra 1843, vidner om.

Under et ophold i Tyskland 1798-99 påbegyndte Wordsworth, hvad der skulle blive hans hovedværk, det store selvbiografiske epos The Prelude. I værkets oprindelig 13 bøger (ca. 8500 verslinjer) fra 1805 ser han tilbage på sit liv fra den tidlige barndom til affattelsestidspunktet og finder både årsagen til sin identitetskrise og drivkraften bag den proces, der modnede ham som digter.

Forført af revolutionens apokalyptiske løfter havde han ladet sig lede bort fra naturens iboende sammenhæng og kontinuitet. Nu kunne han imidlertid i de nære relationer til Coleridge og Dorothy, men specielt i de stærke naturoplevelser fra barndommen og skoleårene i Hawkshead finde både en moralsk rettesnor og sin egentlige digteriske inspirationskilde.

Oprindelig var værket tænkt som blot et præludium til et langt større, tredelt værk med titlen The Recluse, der skulle opsummere Wordsworths syn på menneske, natur og samfund. Af The Recluse færdiggjorde han dog aldrig andet end det ni bøger store filosofiske læredigt The Excursion (1814).

Derimod blev han livet igennem ved med at revidere The Prelude, som først blev udgivet efter hans død. Efter 1807 svækkedes hans digterkraft mærkbart. Digtene fra de senere år mangler de tidligeres melodi og spændstighed og belastes ofte af religiøs, politisk eller filosofisk dogmatik.

Efter et noget omskifteligt kritikhistorisk efterliv — elsket og skattet igennem 1800-t., voldsomt kritiseret i begyndelsen af 1900-t. — anerkendes William Wordsworth i dag som en af de største i engelsk digtning.