Arne Næss var en norsk filosof og bjergbestiger. Han var professor i Oslo i perioden 1939-1970.
Oprindelig var Arne Næss tilhænger af den logiske positivisme og beskæftigede sig især med semantik. Hans såkaldte empiriske semantik (Interpretation and Preciseness, 1953) er en metode til analyse af påstandes mening.
Desuden udgav Arne Næss bl.a. værker om Baruch Spinozas filosofi, Mahatma Gandhis ikke-voldsfilosofi, erkendelsesteoretisk skepticisme samt Filosofiens Historie (1953, oversat til dansk i 1963) og Moderne Filosoffer (1965, oversat til dansk i 1965), begge i flere senere udgaver.
Med sit indflydelsesrige værk Økologi, Samfunn og Livsstil (1974) markerede Arne Næss et interesseskift til praktisk samfundsfilosofi. Heri sammentænker han etik, politisk filosofi og økologi til det, han kalder økosofi, der kan siges at grundlægge dybdeøkologien (se også moral).
Arne Næss modtog Sonningprisen i 1977.
Som bjergbestiger var Arne Næss i 1930'erne pioner i vanskelig klippeklatring (boltklatring) i Norge og var siden leder af flere norske ekspeditioner, bl.a. til Himalaya.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.