hegemoni

Artikelstart

Hegemoni var oprindelig et begreb, der blev brugt i forbindelse med de oldgræske bystaters militære alliancer. I disse alliancer fastsatte man, hvilken af bystaterne der skulle være hegemon, dvs. anfører for forbundets væbnede styrker. I nyere internaional politik betegner hegemoni førende staters position og dominans over svagere stater. Inden for den marxistiske samfundsbeskrivelse har den italienske filosof Antonio Gramsci anvendt hegemoni som betegnelse for de herskende klassers dominans over for andre samfundsgrupper.

Faktaboks

Etymologi
Ordet hegemoni kommer af græsk hegemonia 'anførsel, ledelse', af hegemon 'fører'.
Også kendt som

lederskab, overherredømme

Hegemoni blandt oldgræske bystater

Sædvanligvis var det forbundets stærkeste bystat, der var hegemon; fx var Sparta hegemon i det edsforbund, som de græske bystater dannede i 481 f.Kr. for at afværge perserkongen Xerxes 1.s angreb. Athen var hegemon i Det Deliske Søforbund (478-404 f.Kr.). Og Filip 2. af Makedonien havde hegemoniet i Det Korinthiske Forbund, som blev dannet i 337 f.Kr. med henblik på et felttog mod Perserriget.

Fra at betegne overkommandoen over hær og flåde kom hegemoni snart til at betegne den ledende bystats førerstilling i alle forhold, og det skete ikke sjældent, at hegemonen i strid med forbundets oprindelige formål fik det omdannet til en form for imperium, ofte kaldet arche (herredømme). Typiske eksempler er Det Deliske Søforbund og Det Peloponnesiske Forbund, hvis medlemmer blev gjort til lydstater under henholdsvis Athen og Sparta.

Allerede i 400-t. f.Kr. blev det almindeligt at bruge termen hegemon om den stærkeste bystat i Hellas, uden hensyn til om den rent folkeretligt var leder af et forbund.

Nyere international politik

I dag betegner hegemoni førende staters position og dominans over svagere stater. Magt og hegemoni er således to sider af samme sag. Hegemoni er en særlig form for magtudøvelse over for lande med både sammenfaldende og modsatrettede interesser i forhold til den dominerende stat.

Begrebet har især vundet indpas i anden halvdel af 1900-tallet, oftest knyttet til USA's forhold til den vestlige verden efter 2. Verdenskrig; USA var i konkurrence med de øvrige vestmagter om politisk og økonomisk indflydelse og position, men samtidig var der et element af fælles interesse i at bekæmpe truslen fra Sovjetunionen og i at samarbejde til gensidig økonomisk fordel. USA's hegemoni var særlig fremtrædende i perioden fra 1945 til begyndelsen af 1970'erne. Omkring 1970 var Japan og Vesteuropa atter økonomisk genopbyggede, samtidig med at USA politisk og militært blev svækket af krigen i Vietnam.

Et andet eksempel på hegemoni er Storbritanniens magtposition fra ca. 1850 til 1880'erne, bl.a. baseret på omfattende kolonibesiddelser, inden Tyskland og USA blev stærke økonomiske konkurrenter.

Der er fremsat teorier om hegemonisk stabilitet, som går ud på, at internationalt samarbejde, især det økonomiske, kræver tilstedeværelsen af en hegemon magt, en førende magt, der kan tage initiativet til oprettelse af de nødvendige institutioner og regler. Den hegemone magt vil også kunne tilse, at reglerne bliver overholdt. Tilhængere af teorien peger på, at det vestlige økonomiske samarbejde efter 2. Verdenskrig i bl.a. Verdensbanken, handelsaftalen GATT og Den Internationale Valutafond (IMF) næppe kunne være blevet en realitet uden det amerikanske lederskab. Andre er mere skeptiske og henviser til, at det vestlige samarbejde på ingen måde er brudt sammen efter USA's svækkelse siden begyndelsen af 1970'erne.

USA, der igen blev styrket ved Sovjetunionens opløsning og ved det militære indgreb i Golfkrigen, er ved udgangen af 1900-tallet fortsat militært dominerende på verdensplan, mens de ledende centre økonomisk er USA, Japan og EU/Vesteuropa. Et fremtidigt økonomisk lederskab i Vesten vil bero på et samarbejde mellem disse tre parter.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig