"Belt and Road"-initiativet

Hovedfokus i Kinas udvikling af infrastrukturen i sammenhæng med omverdenen er på veje, jernbaner og havne. Målet er i alle tilfælde at reducere den tid, som det tager at komme fra et punkt til et andet punkt i relation til Kina. Dermed mindskes transaktionsomkostningerne ved Kinas samhandel med andre lande. Det vil lette både Kinas eksport og import og dermed sikre Kina økonomisk fremgang. Samtidig vil ”Belt and Road”-initiativet styrke Kinas politiske indflydelse og udbredelsen af den kinesiske valuta, Renminbi. Begge dele vil ske på bekostning af ikke mindst USA og positionen for amerikanske dollar.

Asian Development Bank vurderede i 2017, at der er brug for 1700 milliarder dollar per år til investeringer i infrastruktur, hvis de asiatiske lande skal bevare deres økonomiske vækst, reducere fattigdomsproblemerne og komme nærmere en løsning på klimaproblemerne via en grøn omstilling. I den forbindelse passer ”Belt and Road”-initiativet ind, selv om fokus hidtil især har været på økonomisk vækst og mindre på grøn omstilling.

I forhold til Kina er infrastrukturinvesteringer blevet en vigtig del af Xi Jinpings politiske program siden offentliggørelsen af "The New Silk Road" eller "Silk Road Economic Belt" og "Maritime Silk Road" i 2013. De to initiativer blev efterfølgende samlet under ét navn i form af "One Belt, One Road" og efterfølgende i 2015 kaldt "Belt and Road”-initiativet, hvilket har været navnet siden. Det officielle navn på initiativet er ”Silk Road Economic Belt and 21st-Century Maritime Silk Road Development Strategy”.

”Belt and Road”-initiativet ligger imidlertid i forlængelse af en række projekter, som blev lanceret under ledelse af Xi Jinpings forgængere, Jiang Zemin og Hu Jintao. I forhold hertil har det nye initiativ under Xi Jinping fået tilført langt mere kapital og langt mere politisk opmærksomhed end de tidligere initiativer.

Der er næppe nogen anden samling af bygge- og infrastrukturprojekter ud over Marshallplanen lige efter 2. Verdenskrig, der i nyere tid har tiltrukket sig samme internationale opmærksomhed som ”Belt and Road”-initiativet. En del af PR-successen kan sandsynligvis tilskrives den bevidste reference til den historiske Silkevej mellem Kina og Middelhavsområdet. De historiske konnotationer af initiativet har i høj grad styrket dets brede gennemslagskraft både i den folkelige opinion og blandt verdens beslutningstagere. Xi Jinping har i taler ofte refereret til, at initiativet er udtryk for, at Kina indtager sin retmæssige rolle i verdenspolitikken og -økonomien. I konsekvens heraf er det umuligt længere at tale om Kinas nye og voksende rolle i verden uden at nævne ”Belt and Road”.

”Belt and Road”-initiativet gennemføres via et tæt samarbejde mellem Kinas politiske ledelse, Kinas banker og Kinas statsejede virksomheder. Projekterne i initiativet drejer sig bl.a. om etablering af energiinfrastruktur (f.eks. gasledninger), transportinfrastruktur (f.eks. veje og jernbaner) og ejendomsfaciliteter (f.eks. køb og opgradering af havne).

Udover, at projekterne under ”Belt and Road”-initiativet sikrer Kina en bedre infrastruktur med hensyn til samhandel med omverdenen, sikrer det også arbejde til Kinas store statsejede virksomheder. Kinas regering udliciterer ikke ret mange af opgaverne under ”Belt and Road”-initiativet til andre landes virksomheder. I stedet gennemføres de som hovedregel af statsejede kinesiske virksomheder og kinesiske arbejdere, som udstationeres i kortere eller længere tid.

Langt de fleste store kinesiske infrastrukturprojekter gennemføres i Afrika syd for Sahara. Kina er den vigtigste investor i dette område af verden. I perioden fra 2005 til og med 2019 havde Kina 155 bygge- og infrastrukturprojekter i Afrika syd for Sahara til en værdi af cirka 95 milliarder dollar. I Vestasien var der 82 projekter til en værdi af 43 milliarder dollar, i Mellemøsten og Nordafrika 62 projekter til en værdi af 37 milliarder dollar, i Østasien 77 projekter til 35 milliarder dollar og i Europa 30 projekter til 15 milliarder dollar. En analyse i 2019 viste, at ”Belt and Road”-initiativet vil øge verdens bruttonationalprodukt med 7,1 billioner dollar per år fra 2040. Den slags beregninger er naturligvis meget usikre, men det korte af det lange er, at initiativet får stor betydning for verdensøkonomien.

Siden Xi Jinpings lancering af ”Belt and Road”-initiativet i 2013 er der imidlertid sket et skifte i det geografiske fokus. Nu er der en større andel af projekterne, som finder sted i Vest- og Østasien, hvor også den gamle Silkevej gik.

Det er kendetegnende for Kinas ”Belt and Road”-initiativ, at man er villig til at gennemføre bygge- og infrastrukturprojekter i lande, som er politisk ustabile. De lande, som Kina har indgået aftaler om de sammenlagt dyreste transportprojekter med, er Nigeria, Algeriet, Malaysia, Pakistan, Bangladesh, Argentina, Kenya og Iran siden 2005. Flere af disse lande er samtidig temmelig politisk ustabile, hvilket altså ikke har forhindret Kina i at indgå aftaler med dem.