finker

I moderne forstand inddeles finkerne i tre underfamilier: Fringillinae, som kun omfatter slægten Fringilla, Carduelinae og Euphoniinae. Førstnævnte er udbredt i Europa og Asien, og to af arterne, bogfinke og kvækerfinke, forekommer almindeligt i Danmark. Carduelinae er udbredt over det meste af verden undtagen den australske region. Den omfatter også seglfuglene fra Hawaii. Euphoniinae består af to slægter, Euphonia og Chlorophonia, og kendes kun fra den nye verdens troper; de blev tidligere henregnet til tangarerne.

Finker er små fugle, varierende i længde fra 11 til 19 cm. Mange er skovfugle, men familien er repræsenteret i snart sagt alle slags habitater, og adskillige arter findes almindeligt i haver og parker. Flere af dem har været eller er populære burfugle pga. farverne og sangen, og fordi det er let at forsyne dem med egnet foder. Alle de domesticerede racer af kanariefugl stammer fra den vilde kanariefugl (Serinus canaria) fra De Kanariske Øer.

Finker i underfamilierne Fringillinae og Carduelinae er hovedsagelig frøædere, mens Euphoniinae især lever af frugt.

Næbbet er specialiseret til kosten. Det er mere eller mindre kraftigt og kegleformet, og kæbemusklerne er veludviklede. Frøene afskalles ved med undernæbbet at blive trykket op i en rende inden for overnæbbets rand, hvorefter den knækkede skal fjernes med tungen.

Størrelse på næbbet varierer meget, afhængigt af størrelsen af de frø, den pågældende art er tilpasset til at æde, og formen kan yderligere være specialiseret til at skaffe adgang til føden; mest ekstremt hos korsnæbbene, hvor over- og undernæb er krydsede; de lever af koglefrø. Som en anden tilpasning til føden har finker en veludviklet kråse.

Reden, der bygges af plantemateriale, fjer og hår og har en meget dyb skål, anbringes som regel i træer eller buske. Kuldet på 3-6 æg ruges af hunnen, mens ungerne fodres af begge mager. Derudover er der en del forskelle mellem de to underfamilier.

Fringillinae opretholder og forsvarer store yngleterritorier, hvor de finder føden. Ungerne opfodres primært med insekter, især larver, som forældrene bærer i næbbet. Carduelinae har små territorier, der kun omfatter redens nærmeste omgivelser, mens fourageringen sker flokvis uden for det forsvarede område. Deres unger opfodres på en blandet animalsk og vegetabilsk kost eller på ren plantekost, som forældrene bærer i svælget eller en særlig strubepose. Da plantefrø er tilgængelige gennem en længere periode end insektlarver, vil de arter, hvis unger klarer sig uden insekter, ofte opfostre flere kuld om året.

I Danmark forekommer en lang række finker som ynglefugle eller træk- og vintergæster. Blandt de mest almindelige er bogfinke, kvækerfinke, grønirisk, stillids, grønsisken, tornirisk, gråsisken, korsnæb, karmindompap, krognæb, dompap og kernebider.

Derudover forekommer den syd- og mellemeuropæiske gulirisk (Serinus serinus) som en uregelmæssig ynglefugl; den havde en lille fast bestand fra omkring 1970 til midt i 1980'erne. Bjergirisk (Linaria flavirostris) er en ret almindelig træk- og vintergæst, der især træffes på strandenge og fælleder, talrigst i Nord- og Vestjylland.

Som tilfældige gæster er truffet ørkendompap (Bucanetes githagineus) fra Middelhavsområdet samt to nordlige arter, hvidsisken (Acanthis hornemanni) og hvidvinget korsnæb (Loxia leucoptera).

• spurvefugle