Værlinger.

1. Gulspurv (Emberiza citrinella), Europa og Vestasien. 2. Klippespurv (E. cia), Middelhavsområdet og dele af Asien. 3. Lapværling (Calcarius lapponicus), cirkumpolart udbredt i Arktis. 4. Hvidstrubet spurv (Zonotrichia albicollis), Nordamerika. 5. Mørkøjet junco (Junco hyemalis), Nordamerika. 6. Puna-andesfinke (Phrygilus punensis), Andesbjergene. 7. Indigofinke (Passerina cyanea), Nordamerika. 8. Pragt-klerkefinke (Sporophila caerulescens), han og hun, Sydamerika. Bemærk, at indigofinken (7) ikke længere anses for en værling, men i stedet hører til kardinalerne.

Værlinger.
Af .
Værlinger.

Gulspurv. Han tv., hun th.

Værlinger.
Af .

Værlinger er en familie af spurvefugle og i snævrere forstand underfamilien Emberizinae. Den anden underfamilie er kardinaler (Cardinalinae). Værlinger er nærtbeslægtede med amerikanske sangere, tangarer og trupialer, og afgrænsningen mellem nogle af disse grupper er vanskelig. Værlinger (Emberizinae) omfatter den store slægt Emberiza med 37 arter i Europa, Asien og Afrika samt nogle få andre slægter i Asien og to cirkumpolare nordlige arter. Langt den største formrigdom, med over 50 slægter, findes imidlertid i Amerika.

Faktaboks

Etymologi
Ordet værling er dim. afledning enten af vejr eller vår, egentlig 'små vejrbebudere' eller 'små vårbebudere'.
Også kendt som

Emberizidae

Udseende og levevis

Værlinger er 10-20 cm lange og har et kort, kegleformet næb. Hos Emberiza findes en knude på overnæbbets ganeflade, og undernæbbet er vinklet nedad. De fleste værlinger er primært frøædende, men hos mange fodres ungerne helt eller delvis med insekter og andre leddyr. Værlinger findes i næsten alle landskabstyper, men undgår som regel tæt, lukket skov. De fleste er territoriale og yngler i par. Reden er skålformet, hos nogle amerikanske arter dog lukket, og bygges lavt i vegetation eller på jorden. Værlinger lægger 2-7 æg, som ruges af hunnen eller af både hunnen og hannen, og hos de allerfleste arter deltager begge køn i fodring af ungerne.

Værlinger i Danmark

I Danmark forekommer snespurv, gulspurv, rørspurv og bomlærke almindeligt som ynglefugle og/eller træk- og vintergæster, mens hortulan er en fåtallig trækgæst. Laplandsværlingen (Calcarius lapponicus), der er cirkumpolart udbredt på den arktiske tundra, er ligeledes en fåtallig trækgæst, som i et mindre antal også kan findes overvintrende på strandenge.

Som sjældne gæster fra nordøst er pileværling (E. rustica) og dværgværling (E. pusilla) hver truffet i Danmark over 40 gange. Derudover er en række arter fundet enkelte gange i Danmark, men for flere af dem er det uklart, om de er kommet til landet ved egen hjælp. Det drejer sig om gærdeværling (E. cirlus), klippeværling (E. cia) og hætteværling (E. melanocephala) fra Sydeuropa, gulgrå værling (E. cineracea) fra Tyrkiet/Iran, hvidkindet værling (E. leucocephalos) fra Asien, gulbrystet værling (E. aureola) fra Finland og Rusland samt de nordamerikanske hvidstrubet spurv (Zonotrichia albicollis) og mørkøjet junco (Junco hyemalis).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer (2)

skrev Peter E. Christensen

3 gange nævnes at man kan høre fuglene, men hvordan? Og det interne link, der står bagefter, kan man ikke trykke på.

svarede Suzanne Rindom

Kære Peter E. Christensen
Tak for din kommentar. Vi har før haft lydfiler i leksikonet, men har fået dem fjernet automatisk. Det betyder, at der i enkelte artikler stadig er en tilhørende tekstbid, der ikke er blevet fjernet. Det følger vi op på løbende.
Med venlig hilsen
Suzanne Rindom

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig