Seglfugle findes kun på Hawaii, hvor de fleste arter lever i bjergregnskov. Den 15 cm lange iiwi (Drepanis coccinea) (øverst), søger føde i blomster på ohia-træer (Metrosideros collina), hvorfra den henter nektar ud med sit lange, buede næb. Dens orangerøde fjer har bl.a. været anvendt til rituelle kapper og udsmykninger. Mauifinken (Pseudonestor xanthophrys) (nederst tv.) bruger sit stærke næb til at vriste kviste og grene op i sin søgen efter billelarver. Nukupuu (Hemignathus lucidus) (nederst th.) bruger sit lige undernæb som mejsel og sit buede overnæb som nål til at pirke insekter ud med.

.

Seglfuglene er en særlig gruppe af finker fra Hawaii. De anses for nært beslægtede med rosenfinkerne (Carpodacus spp.), men har på de isolerede øer specialiseret sig i forskellige retninger, så mange af dem i udseende og/eller levevis er kommet til at ligne fugle tilhørende helt andre grupper andre steder på kloden.

Næbformen varierer særlig meget, fra kraftige finke- og papegøjenæb til fine, pincetlignende næb, og lange buede næb (som har givet familien det danske navn) findes hos flere arter. Næbformerne afspejler en tilsvarende variation i fødevalget.

Øfaunaer er meget sårbare, og efter polynesiernes og siden europæernes ankomst er adskillige arter af seglfugle uddøde, og mange af de overlevende er stærkt truede. Årsagerne er landskabsændringer og fremmede, indslæbte dyr, planter og sygdomme.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig