brunalger

De fleste brunalger vokser i tempererede eller kolde have, hvor de dominerer vegetationen fra tidevandszonen ned til ca. 20 meters dybde og kan danne udstrakte tangskove. Fra varmere have kendes især arter af sargassotang, Sargassum, hvoraf nogle findes drivende på åbent hav, bl.a. i Sargassohavet. En japansk art, butblæret sargassotang, S. muticum, blev fundet i Limfjorden i 1984 og har siden bredt sig til det nordlige Kattegat.

I Danmark findes der ca. 125 arter af brunalger, bl.a. nogle iøjnefaldende arter, som bliver tørlagt ved lavvande. Øverst vokser lav klørtang, Fucus spiralis, derefter blæretang, F. vesiculosus, evt. sammen med buletang, Ascophyllum nodosum, hvis der ikke er for kraftigt bølgeslag. På grænsen til den altid vanddækkede zone afløses de af savtang, Fucus serratus. Herefter begynder de store arter af bladtang at dominere, øverst fingertang, Laminaria digitata, og sukkertang, L. saccharina, længere nede palmetang, L. hyperborea. Mange af de mindre, trådformede brunalger, fx dunalge, Pilayella littoralis, og vatalge, Ectocarpus, sidder som epifytter på større alger. På sandbund med spredte mindre sten træffes ofte tætte bevoksninger af strengetang, Chorda filum.

Den ukønnede formering hos brunalger sker ved hjælp af svingtrådsklædte celler, som dannes i en- eller flerrummede sporangier. Nogle arter formerer sig udelukkende ukønnet, mens andre har et generationsskifte mellem en kønnet, haploid plante, gametofytten, og en ukønnet, diploid plante, sporofytten. De to generationer kan være ens eller stærkt forskellige. Det sidste er tilfældet hos bladtang, hvor sporofytten er den store tangplante, makrothallus, mens gametofytterne er mikroskopiske, mikrothalli. Klørtang har intet generationsskifte; her er kun kønscellerne haploide. Ved den kønnede formering udvikler brunalgerne duftstoffer, feromoner, som synkroniserer frigørelsen af de hanlige kønsceller og styrer deres bevægelse mod den hunlige celle.

Flere af de store brunalger som bladtang, buletang og Macrocystis udnyttes kommercielt pga. indholdet af alginsyre og alginater i deres vægge. Disse kulhydrater bruges som stivnemidler, geleringsmidler, i fødevarer. I Østen indgår brunalger i kosten som grøntsag, og planter af bladtang og Undaria forhandles som hhv. wakame og kombu.

Trådformede brunalger kan optræde i store, løstliggende masser, fedtmøg, og den bakterielle nedbrydning er årsag til iltsvind og død blandt fisk og bunddyr, samtidig med at ilanddrevne, rådnende planter kan give lugtgener og virke uæstetiske.