Iltsvind er et fald i koncentrationen af opløst ilt i vandmiljøet. Ved iltsvind falder koncentrationen til et så lavt niveau, at dyr og planter kan tage skade.
I havvand er iltforholdene gode for fisk og smådyr, når der er opløst 8-10 mg ilt pr. l vand. Når koncentrationen er under 4 mg ilt pr. l, har mange arter af fisk og smådyr vanskeligt ved at få en tilstrækkelig forsyning med ilt. Fisk reagerer på svindende iltindhold ved at søge til steder med mere ilt. Deres flugtaktivitet er en af grundene til, at fx bundgarnsfiskere kan få særlig store fangster af ål umiddelbart før iltsvind. Iltsvindet er størst i og lige over bunden. Bunddyr som fx jomfruhummere reagerer ved at kravle ud fra hulerne for at søge bedre iltforhold på den frie bund. Andre bunddyr som fx slangestjerner "står på tæer" eller kravler op på forhøjninger for at undgå de iltfattigste vandlag.
I Danmark karakteriserer man det som iltsvind, når et område har under 4 mg ilt pr. l vand, mens kraftigt iltsvind er et iltindhold under 2 mg pr. l. Iltsvind kan også opstå i andre vandområder som fx søer og vandløb. De fleste dybe danske søer har ikke ilt i bundvandet om sommeren. Fx er bunden af Esrum Sø uden ilt i mere end tre måneder hver sommer (mod ca. én måned omkring 1930).
Iltsvind er ikke kun et problem i indre danske farvande. Iltsvind er udbredt over store dele af Jorden. Fælles for de danske og de øvrige iltsvind er, at de er af ny dato, og at de er skabt af os selv. De iltsvind, vi kender, dækker nu et kystområde på næsten 250.000 km2 (2008). Her er iltsvindene så voldsomme, at områderne betegnes som døde zoner. Dvs. her er intet højere liv, fx fisk. Næsten kun mikroorganismer kan klare sig. Mere end 400 steder er udpeget som døde zoner, og de 350 af dem er kommet til siden 1960. Over 100 alene de seneste 10 år.
At de 400 døde zoner virkelig er nye og ikke tidligere har haft omfattende iltsvind, kan vi se ved at analysere rester af levende organismer i borekerner: Lag fra tidligere tider, midt i forrige århundrede, har organismer, som levede i iltrigt bundvand.
Iltsvind kan også være naturlige. Nogle steder i verden, fx ud for Sydamerikas vestkyst, er der fra naturens ånd særdeles mange gødningsstoffer i vandet, som giver en stor produktion af alger. De er, eller var, grundlaget for områdets enorme fiskeri og rige fugleliv, hvis ekskrementer (guano), aflejret og forstenet gennem årtusinder, blev brugt bl.a. i Danmark som kvælstofgødning. I dybderne er der konstante iltsvind fra de døde alger, der synker ned. Her har imidlertid været iltsvind så længe, at der er udviklet dyrearter, som kan tåle det. I de nye døde zoner kan dyrene ikke tåle det.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.