Carotenoider er gule og røde farvestoffer i planter; omfatter carotener og xanthofyller. Carotenoider findes i alle grønne plantedele, hvor de er i stand til at omdanne overskydende lysenergi til varme. Uden carotenoider ville planter hurtigt blive dræbt af sollyset. Carotenoider i bladene bidrager også til ligesom klorofyl at opfange lys til brug for fotosyntesen. Carotenoider giver farve til mange frugter, fx tomat, til især gule blomster samt til efterårsløv.
Carotenoider findes også som farvepigmenter hos visse dyr, bl.a. i krebsdyr i form af astaxanthin. Laks og ørreders kød får den karakteristiske laksefarve fra de krebsdyr, fiskene æder. I dansk ørredopdræt anvendes carotenoider i foderet til fisk over 500 g.
Hos fugle, bl.a. flamingoer, giver carotenoider fjerene rød farve. Carotenoiderne fås gennem føden, der består af krebsdyr og mikroskopiske alger. I zoologiske haver, hvor man af praktiske grunde fodrer med kunstfoder, tilsatte man tidligere gulerodsekstrakt til foderet for at opnå den ønskede farve. Senere gik man over til paprika, der farver kraftigere igennem, men i dag benytter man et koncentrat af carotenoidet canthaxanthin, der er et forstadium til det rigtige røde farvestof. Kun fugle, der har evnen til at omdanne canthaxanthin til det røde farvestof, bliver røde, når de indtager pulveret gennem føden.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.