Xanthofyller er fedtopløselige gule og røde farvestoffer, som findes i mange levende organismer, især planter, alger og bakterier. De forekommer i farvekorn (kromoplaster) i fx kronblade og frugter, hvor de er med til at give den gule og røde farve. Æggeblommers gule farve og den røde farve hos laks skyldes xanthofyller, som dyrene indtager med føden.

Faktaboks

Etymologi
Ordet xanthofyl er sammensat af græsk xanthos 'gul' og phyllon 'blad'.
Også kendt som

xantofyller, E 161

Xanthofyllers rolle i fotosyntesen

Xanthofyller indeholder iltatomer og adskiller sig derved fra andre carotenoider. De er hos planter og alger lokaliseret i kloroplasternes (grønkornenes) membraner og hos fotosyntetiserende bakterier i fotosyntesemembranen, hvor de virker som antioxidanter og beskytter mod skader som følge af kraftigt lys.

Som eksempler på xanthofyller i planters kloroplaster kan nævnes zeaxanthin og violaxanthin. Sidstnævnte er et antennepigment, dvs. at det indfanger lysenergi og leder det videre til klorofyl, hvor det udnyttes i fotosyntesen. I stærkt lys omdannes violaxanthin til zeaxanthin, som kan aflede skadelig overskudsenergi fra klorofyl og omdanne det til varme. Når lyset bliver svagere, gendannes violaxanthin. Zeaxanthin dannes også under andre betingelser, hvor planterne er særlig udsat for skader, fx om vinteren. Hos en del alger findes andre xanthofyller med lignende funktion.

Xanthofyller som tilsætningsstoffer

Som tilsætningsstoffer til fødevarer har xanthofyller E-nummeret E 161. Foder til laks kan tilsættes xanthofyllet astaxanthin, E 161j, for at give kød hos opdrættede laks samme røde farve som vildlaks. Astaxanthin findes naturligt i krebsdyr og mikroorganismer, men som tilsætningsstof fremstilles det som regel syntetisk.

Tilsvarende kan æggeblommers gule farve reguleres ved tilsætning af xanthofyllet lutein, E 161b, til hønsenes foder, så industrielt producerede æg får blommer med samme farve som æg fra høns, der har et naturligt fødevalg.

Brugen af canthaxanthin, E 161g, som findes naturligt i bl.a. kantareller og flamingofjer, blev tidligere anvendt som farvestof i visse fødevarer og i "solbruningspiller", men af sundhedsmæssige årsager gik det af brug i Danmark omkring 1993.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig