-id

-Id, -ide, -oid og -oide er internationale suffikser af græsk og latinsk oprindelse. Der kan skelnes mellem fire grupper:

1) Dannelse af adjektiver ud fra verber eller substantiver med latin -id, fx valid 'gyldig', af valere 'at være stærk, sund', og sulfid 'indeholdende svovl' af sulfur 'svovl', bruges i kemisk sammenhæng bl.a. om negative etatomige ioner, fx klorid, Cl-, i fx natriumklorid, NaCl.

2) Adjektiver på -id og substantiver normalt på -ide, af græsk -ides, svarende til latin -ida, angiver nedstamning eller slægt, fx Napoleonide om slægtning til Napoleon, nereide 'havnymfe' om døtre af havguden Nereus; bruges zoologisk om familieforhold, fx Anatidae 'andefamilien', af latin anas 'and', og kemisk om 'afledte' stoffer, fx glycerider.

3) Til angivelse af zoologiske rækker, fx Annelida 'ledorme'; af græsk -eides, af eidos 'form, skikkelse', dannes latin -ides eller -ideus, hvoraf -ida, neutrum pluralis med animalia 'dyr' underforstået.

4) Som variant af gruppe 3 og med betydningen 'lignende' forbundet med græsk -o-; hyppigst adjektivisk som -oid, fx antropoid 'menneskelignende', fascistoid 'med fascistiske tilbøjeligheder', ovoid 'ægformet', men også substantivisk som -oide, fx romboide 'rombeformet figur'. -o- kan bortfalde ved assimilation, jf. dobbeltformerne mongoloid og mongolid.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig