Saltsø i Tunesien
Saltsø mellem Jerba og Medenine i Sydtunesien med rækker af oliventræer i baggrunden
Saltsø i Tunesien

Tunesien ligger i Nordafrika med nord- og østkyst ud til Middelhavet vest for Sicilien of syd for Sardinien. Landet er godt 3,5 gange større end Danmark og grænser mod Algeriet i vest og Libyen i syd. Tunesien har store variationer både i geografi og vegetation.

Det grønne Nordtunesien

Bakket, frodigt landskab vest for Tunis
Bakket, frodigt landskab vest for Tunis.
Bakket, frodigt landskab vest for Tunis
Af .

Den nordlige del af Tunesien er præget af bjerge og bakker, der er udløbere af Atlasbjergene og sikrer vand til natur og afgrøder. Her løber også Tunesiens eneste flod Mejerda , som munder ud ved Tunis. I dette område ligger byer som Ain Draham, Tabarka, Beja, Le Kef og Bizerte.

Kornkammer, mineraler og skov

Mod nord og vest i landet dyrkes der korn og alfagræs, der bruges til papir og fletning af måtter m.m., samt honning og oliven. Trods de vidtstrakte landbrugsarealer er Tunesien ikke selvforsynende med korn og er afhængig af import.

Fra bjergene brydes der marmor og ler, mergel, sand og kalk, der bruges til mursten og beton. I bjergene er der også jern, fluor og mineralet baryt, der bruges til boring efter gas og olie. I skovene vokser der korkege. Det er barken på træerne, der kan skrælles af som kork.

Citrusfrugter og grøntsager i nordøst

Appelsiner hos grønthandler
Tunesiske appelsiner og grønt hos en grønthandler.
Appelsiner hos grønthandler

Den nordøstlige del af Tunesien har et bakket, grønt og frodigt landskab. Her giver milde vintre og tilpas mængder regn ideelle betingelser for at dyrke grøntsager som kartofler, løg, fennikel, gulerødder, artiskok, radiser, tomater og peberfrugt. Siden føniker-tiden har der været dyrket vin på bjergskråninger i denne region, og Tunesien producerer i dag mellem 300.000 og 400.000 hektoliter vin, hvoraf 40 % eksporteres til bl.a. Frankrig og Tyskland.

Her vokser også mandel- og oliventræer. Cap Bon-halvøen mod øst er præget af appelsin- og citronplantager. Tunesien producerer ca. 440.000 tons appelsiner om året, hvoraf halvdelen eksporteres.

I området er byerne Hammamet og Nabeul centrale.

Det tunesiske Sahel-område

Tunesisk oliventræ
Tunesisk oliventræ
Tunesisk oliventræ
Af .

Fra Sousse til Sfax på Tunesiens østkyst og ind til Kairouan i det centrale Tunesien strækker Sahel-området sig. Sahel er navnet på de varme og halvtørre bælter, der strækker sig langs udkanterne af Sahara. Det tunesiske Sahel er et bredt bælte langs kysten.

De største byer i området er Sousse, El Jem, Sfax, og Kairouan.

Oliven og olivenolie fra Sahel-området

Sække med oliven
Oliven i sække
Sække med oliven

Fugt fra havet betyder, at der er fine betingelser for at dyrke oliven. Det opdagede allerede romerne, som anlagde enorme områder med olivenlunde. Tunesien har stadig en stor produktion af økologisk olivenolie, og særligt her i Sahelregionen står millioner af oliventræer på endeløse rækker. Nogle af dem er hundreder af år gamle.

I 2021-2022 producerede Tunesien 240.000 tons olivenolie. 38.000 tons blev eksporteret bl.a. til Europa. Sammen med Grækenland og Spanien er Tunesien den største olivenolie-producent i Middelhavet.

I Tunesien høstes de millioner af oliventræer i hånden. Når det er høsttid i november og december rejser mange hjem til deres families gård for at deltage i høsten, og arbejdere rejser rundt og hjælper plantageejerne. Høstfolkene står på høje stiger ind i oliventræets krone, og med en tæt rive kæmmer de alle grenene fri for olivenfrugter. Disse falder ned på jorden, hvor et stort klæde er bredt ud. Her sidder andre høstfolk og sorterer frugterne og lægger dem i sække. Disse bæres ud til vejsiden, hvor opkøbernes lastbiler henter dem, eller de transporteres hjem til gården. En stor andel af høstarbejderne er kvinder.

I Sahel-området dyrkes også mandler og figner.

Stepperne i det centrale Tunesien

Figenkaktus
Blomstrende figenkaktus. I august-september er figenkaktus-frugten moden og kan spises.

I det centrale Tunesien er landskabet præget af flade, stenede stepper. Men der vokser også lave buske og græs, hvor store flokke af får og geder græsser. Både dyrenes mælk, skind og kød bliver brugt. Ulden bearbejdes og bruges til de traditionelle tunesiske klædedragter og håndvævede tæpper.

Der er langt mellem de mindre byer og landsbyer i dette område. Befolkningen har små jordlodder med grøntsager og enkelte oliventræer omkring husene, der ligger tæt samlet, fordi de huser medlemmer af samme familie. Jordlodderne er ofte indhegnet af høje figenkaktus. Der er meget lidt erhverv i området og derfor stor arbejdsløshed og fattigdom.

Kairouan ligger på grænsen mellem Sahel-området og steppeområdet og er hovedby en det centrale Tunesien. Kasserine er en lidt større by med en fabrik, der fremstiller papir af alfagræs. I de mindre byer som Siliana, Maktar, Sbeitla og Sidi Bouzid er der ingen industri, kun små håndværkere, og derfor er der høj arbejdsløshed.

Det var frustration blandt de unge i Sidi Bouzid over disse håbløse forhold, der i 2010 udløste den såkaldte Jasminrevolution, begyndelsen på Det Arabiske Forår.

Foldebjergene og minedriften i Vesttunesien

Længst mod vest og sydvest danner udløberne af Atlasbjergene dybe kløfter og bjerge. Bjergene ligger på grænsen til Sahara-ørkenen. Så her er goldt med varme og tørre somre, hvor temperaturen dagligt er over 40 grader.

Bjergene indeholder store mængder af fosfat. Det blev opdaget af franskmænd i 1890'erne, som i 1897 grundlagde en omfattende minedrift i bjergene for at udvinde stoffet. Dette blev brugt til fremstilling af gødning i Europa til det hastigt voksende landbrug, og det bruges stadig i dag.

Minedriften i Vesttunesien

Det franske firma firma grundlagde sit hovedsæde i byen Gafsa for foden af bjergene og åbnede miner i bl.a. Metlaoui, Redeyef og Moularès i begyndelsen af 1900-tallet. Der var knapt tale om byer på dette tidspunkt, og et gigantisk mineanlæg udviklede sig. Mange drenge og mænd fra hele området fik ansættelse i fosfatminerne, som dermed blev den eneste og vigtige store arbejdsplads i denne del af Tunesien. Der har gennem tiden ofte været strejker og uro i minebyerne.

Det franske firma havde forpligtet sig til at anlægge en jernbane. Den løber den dag i dag fra mineområderne i vest tværs over Tunesien til Sfax i øst, hvor fosfaten skibes ud. Meget lange godstog kører på strækningen.

Foldebjerge og bjergoaser

Bjergene omkring Gafsa og minerne er foldebjerge. De består af forskellige geologiske lag, som er presset op som følge af kollision af to lithosfæreplader. Man kan tydeligt se de forskellige jordlag, som nogle steder er presset næsten lodret op. Overalt kan man finde fossiler og forstenede grene og træstubbe.

I bjergenes kløfter er der oaser med daddelpalmer. I bunden af kløfterne og klippesprækker er der reservoirer af vand, som palmerne kan næres af. Toppene af daddelpalmerne stikker akkurat op over klipperne.

Tamerza og Chebika er små byer med bjergoaser bag Gafsa, mens den lille bjergby Midès er kendt for sine slugter. Her er nogle af scenerne til den Oscarbelønnede film Den Engelske Patient (1992) optaget.

Oasebæltet og saltsøerne

Oase ved Douz i Sydtunesien.
.

Tværs hen over Tunesien fra kystbyen Gabès i øst til Tozeur og Nefta i vest strækker sig et bælte af oaser med daddelpalmer og oaselandbrug. En oase har tusindvis af daddelpalmer, som dyrkes på store, private jordlodder. Palmernes toppe giver skygge og holder på fugten i oaserne. Dermed giver de mulighed for at dyrke frugtbuske som granatæbletræer og i bunden forskellige grøntsager, mynte og græs til dyrene. Sådan lagdelt dyrkning af jorden med flere etager af afgrøder kendes i dag under begrebet permakultur.

Deglet Nour-dadlerne

.

Tunesien dyrker dadlen Deglet Nour, der betyder ’lysets daddel’ og har fået navnet, fordi frugtkødet er så klart og blødt, at lyset kan skinne igennem. I 2021/2022 blev der høstet ca. 368.000 tons dadler i Tunesien.

Dadlerne håndhøste i november og december. En mand kravler op i toppen af daddelpalmen og hugger klaserne, som kan veje 20-40 kilo, ned. På jorden sidder høstfolk, ofte kvinder, og klipper de mindre grene af og lægger dem i kasser. De køres enten hjem til ejerens lager eller hentes af lastbiler fra opkøbere.

De største byer med daddelproduktion er Tozeur, Gafsa, Kebili, Douz og Gabès.

Havoasen Jerba

Jerba
Dadelpalmer ved strandkanten på Jerba i Sydtunesien.

Øen Jerba i Sydtunesien betegnes ofte som en havoase. Den flade ø har både daddelpalmer og oliventræer. Mange af daddelpalmerne stod helt ned til kyststrækninger rundt langs øen men måtte lade livet, efterhånden som store turisthoteller skød op langs strandene. Der findes kun ganske få kilder med vand på Jerba, så i dag tilføres øen vand fra fastlandet.

Jerba er tæt forbundet med byerne Medenine, Zarzis og Tataouine i den sydøstlige del af Tunesien.

Udtørrede saltsøer

I nogenlunde samme bælte som oaserne – fra Zarzis og Medenine i øst til Kebili midt i landet og til Tozeur mod vest – ligger områder med saltsøer kaldet en chott. Det er udtørrede saltsøer, der blev dannet i Kvartær. Når det regner og når områderne tilføres vand fra en wadi, siver vandet ned gennem salt og sand. Ved fordampning trækker vandet saltet med op til overfladen og det flade område kan i periode fremstå hvidt og glinsende af saltkrystaller.

Den største saltsø er Chott el Jerid, som dækker et område på cirka 4.500 km2.

Ksour-højderne og Sahara

Ørken syd for Douz i Tunesien
Ørkenen syd for Douz i Sydtunesien.
Ørken syd for Douz i Tunesien
Ksourhøjderne i Sydtunesien
Ksourhøjderne i Sydtunesien med små jordlodder, hvor der er vand.
Ksourhøjderne i Sydtunesien
Af .
Ksour-højderne i Sydtunesien
Ksour-højderne i Sydtunesien.
Ksour-højderne i Sydtunesien
Af .

Den sydligste del af Tunesien udgøres af Sahara. Mod øst er Tunesiens ørken grænset af de lave bjerge, Ksour-højderne, som består af hårdt sammenpresset sand og er rige på mineraler.

Ksour-bjergene har vandholdige klippesprækker i undergrunden, som er omgivet af fint sand og ler. Det giver mulighed for dyrkning små jordlodder med korn, oliventræer og daddelpalmer i flade områder oven på klippesprækkerne. Så midt i det golde bjerglandskab ses grønne, frodige pletter.

I den centrale del af Tunesien er Sahara afgrænset af et smalt bælte af steppe med lave buske og spredt græs.

Ørkenen består af forskellige typer af områder. Nogle steder er der meget høje sanddyner med okker-orange sand. Andre steder er ørkenen næsten helt flad med små, sammenblæste bunker af fint, hvidgult sand.

Tunesien har et enkelt oliefelt på land, El Borma, som ligger længst nede i Sahara på grænsen til Algeriet. Det har været i drift siden 1966.

Hav, kyst og øer

Ørkenlandskab i den tunesiske del af Sahara.

.

Tunesien har 1.148 km kystlinje ud til Middelhavet mod nord og øst. Store dele af kystlinjen har langstrakte, hvide sandstrande. De gav anledning til den statsledede anlæggelse af charterturismen i 1960'erne, som frem til oprøret i 2010-2011 var et centralt fundament i Tunesiens økonomi.

30 mindre øer

Tunesien har 30 mindre øer. Jerba i Sydtunesien er den største. Øgruppen Kerkennah, som ligger ud for Tunesiens andenstørste by Sfax, består af 14 mindre øer.

Dyreliv og forurening

Tæt ved kyster og øer i Sydtunesien lever der havskildpadder og delfiner. Ud for østkysten i der ideelle betingelser for tun, mens dele af Tunesiens nordkyst er ideel for trækfugle, der mellemlander her på vejen mellem det sydligere Afrika og Europa.

Havet i Tunesien oplever forurening bl.a. af plastik, og klimaforandringer gør sig også her gældende. Det har indflydelse på fiskebestanden, som er blevet betragteligt mindre.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig