Gabès er en by ved den østlige middelhavskyst i det sydlige Tunesien med 107.634 indbyggere (2023) på kanten til Sahara og i det bælte af store daddelpalmeoaser, der strækker sig netop fra Gabès i øst over Kebili og Douz til Tozeur i vest og bjergene nord-vest for Tozeur. Gabès er hovedby i gouvernoratet af samme navn, som har 355.341 indbyggere (2023).

En havoase

Gabès by omkranses mod vest og syd af en oase med ca. 300.000 daddelpalmer på ca. 700-1000 hektar. Oasen har eksisteret siden romertiden i Tunesien (146 f.v.t. – 640). Med sin beliggenhed ud til Middelhavet er Gabès en såkaldt havoase. Den sandholdige jord og de mange kilder, som ligger i lommer i klipperne i undergrunden og presses naturligt op til overfladen i oasen, har igennem århundreder givet ideelle vækstbetingelser for dyrkning af daddelpalmer, frugttræer samt grøntsager og henna. Dermed er der opstået et unikt og rigt økosystem med mange dyrearter, herunder insekter og trækfugle, i et ellers goldt ørkenområde. Der dyrkes 45 forskellige daddeltyper i oasen.

Industri og forurening

Gabès huser også en omfattende kemisk industri med ca. 10 fabrikker, der årligt omdanner 3,5 millioner tons fosfat fra fosfatminerne ved Gafsa til kunstgødning, der eksporteres til landbruget i Europa.

Affald og restprodukter fra denne kemiske produktion er siden 1970'erne blevet dumpet i Middelhavet ud for Gabès og har bidraget til en forureningskrise i Gabés-bugten. Adskillige dyrearter i havet ud for Gabès er forsvundet pga. forureningen. Fugle, fisk og krabber ligger døde på strandene langs Gabès-bugten. Luftforureningen fra fabrikkerne påvirker befolkningen i Gabès. Der er en højere frekvens af lungecancer, og mange børn får astma i en tidlig alder. Flere civilsamfundsorganisationer, hvoraf flere tegnes af den unge generation, arbejder og protesterer mod forureningen i Gabès og ødelæggelsen af naturressourcerne.

Med sin beliggenhed ud til Gabès-bugten har Gabès igennem århundreder været en vigtig fiskeriby. I dag er fiskeriet truet af den omfattende forurening.

Olieraffinaderi, petrokemisk industri og cementindustri

Gabès er endestation for rørledningen fra de tunesiske olie- og gasfelter ved El Borma i Sahara i det sydligste Tunesien. Siden 1974 har der været olie-anlæg i byens havn, hvorfra olien skibes ud. Ydermere blev der i 2006 og 2009 taget to offshore gasproduktioner i brug ud for Gabès.

Byens tidlige historie

Byen er formodentlig grundlagt af fønikierne; den blev en romersk by under navnet Colonia Tacapae og kom senere under arabisk herredømme. Under 2. Verdenskrig var den base for det tyske Afrikakorps, og den blev stærkt ødelagt i 1943, da britiske og franske tropper erobrede den.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig