Sahara

Den mest kendte landskabsform er sandørkenen (arab. erg), der består af klitter, hvor de øverste lag hele tiden flyttes af vinden. Typisk dannes der lange, sammenhængende klitrækker (seif) og med meget konstante sand- og vindforhold de ret sjældne parabelformede barkaner. Sandørkenen omfatter ca. 20% af Sahara, bl.a. Grand Erg Occidental og Grand Erg Oriental i Algeriet. De kolossale sandmængder er resultatet af erosion gennem millioner af år, transporteret og aflejret af vind og især af tidligere tiders floder.

Grus- og stenørkenerne (reg eller sehir) har en overflade af groft materiale, hvorfra sandet er blæst bort, mens klippeørkenen (hamada) har store, blotlagte klippeflader, fx Hamada du Dra i Algeriet og Hamada al-Hamra i Libyen. Centralt i Sahara ligger flere store områder, støvørkener, hvor overfladen er vindaflejret støv. De er umulige at færdes i og meget lidt udforskede. Hvert år blæser meget sand og støv ud fra Sahara, især mod syd, vest og nord. Støvstormene kan følges langt ud i Atlanterhavet, og i ekstreme tilfælde har støvet nået England.

I det sydlige Algeriet ligger Ahaggarbjergene af vulkansk oprindelse og i Tchad Tibesti, der stadig har vulkansk aktivitet. Længere mod syd ligger Aïr i Niger. Saharas bjerge er stærkt præget af fortidens vanderosion og af nutidens vinderosion og temperatursprængte former.

Gennem ørkenen løber et net af tørre floddale (wadier). Sammen med store saltsletter ved bl.a. Bilma i Niger vidner de om tidligere tiders fugtigere klima. Saltsøerne (chott) syd for Atlas tilføres normalt regn- og flodvand hvert år. I tilknytning til nogle af wadierne og de større lavninger samt ved klippeskrænter findes der højtliggende grundvand og kilder. Her ligger oaserne med deres karakteristiske silhuetter af daddelpalmelunde. Grundvandsreservoirerne under Sahara er mange steder meget store; det udnyttes bl.a. i Libyen, men kun langs med Atlasbjergene sker der nutidig nedsivning, og grundvandet kan derfor kun udnyttes i begrænset omfang.

Mennesket har levet i Saharaområdet fra neandertalernes tid. I yngre stenalder dominerede Cro-Magnon-folk med en forfinet mikrolitkultur. De anses for ophavsmænd til de talrige klipperistninger og -malerier, som viser dyrelivet fra ca. 6000 f.Kr.

Ca. 525 f.Kr. bragte perserne kamelen til Egypten, og omkring Kristi fødsel var den i dromedarens skikkelse ved at brede sig til hele Sahara. På denne tid begyndte også tuaregernes forfædre indvandringen til Ahaggar og Aïr. 950-1000 opstod flere steder jødiske bosættelser, og kort efter begyndte araberne at trænge ind i ørkenen. I mange oaser er der desuden fortsat rester af en oprindelig, sort befolkning, hartanierne.

Dromedaren blev rygraden i den af ørkenfolkene kontrollerede transsahariske handel med især salt, slaver og guld, som havde sin storhedstid fra ca. 1300. De europæiske handelsstationer på Guineakysten ændrede imidlertid handelsmønstrene, og den transsahariske handel mistede efter 1600 en stor del af sin betydning.

Fra 1700-t. trængte europæerne frem, og før 1900 var områdets sidste store afrikanske riger faldet og kommet under europæisk kontrol.

Med Afrikas afkolonisering blev Sahara delt mellem forskellige selvstændige stater; grænsedragningerne gav flere steder anledning til konflikt. Det gjaldt fx grænsen mellem Marokko og Algeriet, ligesom Libyen gjorde krav på det nordlige Tchad. Især det tidligere Spansk Sahara har været omstridt. Spanien trak sig ud i 1976, og samme år udråbte befrielsesbevægelsen Polisario Den Sahara-arabiske Republik, støttet af bl.a. Algeriet. Området deltes imidlertid mellem Mauretanien og Marokko, og da Mauretanien i 1979 trak sig tilbage, besatte Marokko hele området. Via FN er der indgået aftale om, at områdets fremtid skal afgøres ved en folkeafstemning. Se også Vestsahara.