Sahara

Sahara er verdens største varme ørken på ca. 8,5 mio. km². Antarktis på skønsmæssigt 12-14 mio. km² er også ørken, hvis man udelukkende ser på nedbørsmængden, men sådanne polarørkener opfattes gerne som en særlig landskabstype. Sahara strækker sig tværs over Nordafrika, 6000 km fra Atlanterhavet til Det Røde Hav i et 1000-2000 km bredt bælte. Ørkenen når Atlasbjergenes fod mod NV, Libyens og Egyptens Middelhavskyster mod NØ og afløses mod syd af Sahels busksteppe. Formelt går ørkengrænsen ved isohyeten for 100 mm gnsntl. årsnedbør; dens forløb varierer og er i 1900-t. rykket noget sydpå.

Landskabet omfatter alle de forskellige ørkenformer, der kendes: sand-, grus-, sten- og klippeørken samt den sjældne støvørken. Desuden er der bjerge, saltsletter, tørre floddale og oaser. Hertil kommer mod øst Nilen, Saharas eneste permanente flod. Øst for Nilen hedder ørkenen Den Arabiske og Den Nubiske Ørken (hhv. mod nord og syd), og også andre dele af Sahara har lokale navne, fx Den Libyske Ørken.

Den mest kendte landskabsform er sandørkenen (arab. erg), der består af klitter, hvor de øverste lag hele tiden flyttes af vinden. Typisk dannes der lange, sammenhængende klitrækker (seif) og med meget konstante sand- og vindforhold de ret sjældne parabelformede barkaner. Sandørkenen omfatter ca. 20% af Sahara, bl.a. Grand Erg Occidental og Grand Erg Oriental i Algeriet. De kolossale sandmængder er resultatet af erosion gennem millioner af år, transporteret og aflejret af vind og især af tidligere tiders floder.

Grus- og stenørkenerne (reg eller sehir) har en overflade af groft materiale, hvorfra sandet er blæst bort, mens klippeørkenen (hamada) har store, blotlagte klippeflader, fx Hamada du Dra i Algeriet og Hamada al-Hamra i Libyen. Centralt i Sahara ligger flere store områder, støvørkener, hvor overfladen er vindaflejret støv. De er umulige at færdes i og meget lidt udforskede. Hvert år blæser meget sand og støv ud fra Sahara, især mod syd, vest og nord. Støvstormene kan følges langt ud i Atlanterhavet, og i ekstreme tilfælde har støvet nået England.

I det sydlige Algeriet ligger Ahaggarbjergene af vulkansk oprindelse og i Tchad Tibesti, der stadig har vulkansk aktivitet. Længere mod syd ligger Aïr i Niger. Saharas bjerge er stærkt præget af fortidens vanderosion og af nutidens vinderosion og temperatursprængte former.

Gennem ørkenen løber et net af tørre floddale (wadier). Sammen med store saltsletter ved bl.a. Bilma i Niger vidner de om tidligere tiders fugtigere klima. Saltsøerne (chott) syd for Atlas tilføres normalt regn- og flodvand hvert år. I tilknytning til nogle af wadierne og de større lavninger samt ved klippeskrænter findes der højtliggende grundvand og kilder. Her ligger oaserne med deres karakteristiske silhuetter af daddelpalmelunde. Grundvandsreservoirerne under Sahara er mange steder meget store; det udnyttes bl.a. i Libyen, men kun langs med Atlasbjergene sker der nutidig nedsivning, og grundvandet kan derfor kun udnyttes i begrænset omfang.

Sahara har subtropisk og tropisk klima, ekstremt varmt, solrigt og tørt. Store områder er i årevis uden nedbør, og det centrale Sahara er det solrigeste område på Jorden med gnsntl. mere end 11 timers solskin om dagen. Temperaturen når ofte 50 °C om dagen, men kan i de nordlige egne falde til frysepunktet om natten.

Bortset fra Nildalen med ca. 50 mio. indbyggere og de spredte oaser er Sahara næsten mennesketomt. Kun tuaregernes faste græsningsområder i bjergene rummer en fåtallig befolkning. I nyere tid er dertil kommet bosætningerne omkring olie- og naturgasfelterne i Algeriet og Libyen og i mindre omfang Tunesien og Egypten. Hertil kommer uranminerne ved Agadèz og Arlit i Niger, jernminerne ved Fdérik i Mauretanien og råfosfatlejerne i Vestsahara og Egypten. Endelig findes stadig enkelte traditionelle udvindingssteder for salt, fx Bilma i Niger og Taoudenni i Mali, hvorfra transporten fortsat foregår med dromedarkaravane.