Sfax, Sfaqis, Tunesiens næststørste by beliggende ved kysten nord for Gabèsbugten; 330.400 indb. (2014). Byen har en af landets bedst bevarede medinaer med moské og kasba fra 900-t. og en endnu ældre bymur. Byen har fiskeri, fosfatindustri og handel med omegnens landbrugsprodukter, først og fremmest oliven og grøntsager. Sfax har flere uddannelsesinstitutioner og er et trafikalt knudepunkt med international lufthavn.