Tunesien - sociale forhold

Ved Tunesiens selvstændighed fra det franske protektorat, der varede fra 1881 til 1956, levede store dele af den almindelige, tunesiske befolkning i dyb fattigdom både i by og på land. I de større byer som Tunis, Sfax og Sousse var gadebilledet præget af tiggere og forældreløse børn, og i udkanten af byerne skød store områder op med slumkvarterer med blikskure og skrøbelige hytter af strå og pap. På landet var hytter af strå, mudder og pap almindelige.

Det var især landarbejderne, der søgte mod byen, fordi levevilkårene på landet i 1930’erne og 1940’erne blevet væsentligt dårligere. Op mod 25% af landbefolkningen var arbejdsløse blandt andet på grund af den nye brug af maskiner i landbruget, og kun cirka en tredjedel fik dagligt nok at spise. Underernæring var et udbredt problem.

Mange familier i Central- og Sydtunesien var endnu ikke fastboende i huse men boede i store, tunge telte vævet af kameluld på stepperne og grænsen til ørkenen, hvor de kunne græsse deres får og geder og slå lejr enten i oaserne, når der skulle høstes dadler eller ved deres ksar – en opmagasinerings-fæstning, når der skulle handles varer. Sådan som man havde gjort det i generationer.

Migrationen fra land til by bevirkede, at befolkningen i Tunis næsten fordoblet på tyve år fra 220.000 indbyggere i 1936 til 410.000 i 1956). Men også i de nye slumkvarterer var der stor fattigdom, og mange var afhængige af økonomisk hjælp fra den familie, de var rejst fra. De elendige levevilkår udgjorde alvorlige problemer i forhold til hygiejne og sundhed. Tyfus, som giver diarre og indre blødninger, blev udbredt i slummen.

Efter selvstændigheden blev ’modernisering’ af Tunesien omdrejningspunktet for den nye præsident Habib Bourguiba og hans regering. Slum og fattigkvarterer blev revet ned og fjernet, befolkningen i slumkvartererne blev flyttet til nyopførte kvarterer, der blev bygget arbejderboliger med indlagt vand og strøm, og fra 1961 blev et stort genhusningsprojekt igangsat. Veje i Tunis og de store byer blev gjort bredere, så der blev plads til mere trafik og skinnebusser, og rundt om i landet blev der anlagt helt nye veje. Der blev også bygget broer, fordi mange byer på landet var truet af ukontrollerede vandmasser ved voldsomme regnskyl, som rev jorden med sig og oversvømmede marker og landsbyer. I disse byer blev der lavet dæmningsarbejder og hele byer blev flyttet. De omfattende anlægsarbejder gav beskæftigelse til de tunesiske mænd, der før levede i arbejdsløshed og fattigdom, og som nu fandt ny mulighed for at forsørge sig selv og familien.

Moderniseringen var stærkt statsstyret og skete på initiativ fra regeringen i Tunis uden nødvendigvis så megen inddragelse af lokalpolitikere eller de borgere, som ’moderniseringen’ ramte. Moderniseringen skete også først og fremmest i de områder, hvor præsident Bourguiba, ministre og den politiske og økonomiske elite havde egen-interesser. Det medførte dels korruption og dels en skævvridning af udviklingen og økonomisk ulighed. Netop dette var årsager, der igangsatte det folkelige oprør kaldet Det Arabiske Forår i Tunesien i 2010.

I årene efter Tunesiens uafhængighed (1956) blev landets kvinder sikret mulighed for skilsmisse, ligesom polygami blev forbudt; kvinderne fik også stemmeret til lokale og nationale valg.

• Tunesien
• Tunesiens økonomi