Figenkaktus. Opuntia ficus-indica.

.

Figenkaktus, Opuntia, kaktusslægt, der har navn efter deres spiselige frugter, som minder om figner. De ca. 300 arter findes alle i Nord- og Sydamerika, fra British Columbia til Magellanstrædet, og flere arter er indført som prydplanter og hegn i andre tropiske og subtropiske områder, bl.a. Middelhavsområdet.

Figenkaktus er busk- eller træformede, stærkt forgrenede og ofte flere meter høje med langstrakte, flade stængelled. Nogle arter har cylindriske stammer, hos andre er stammen sammensat af flade stængelstykker besat med torne. Blomsterne er store og gule eller orange.

Den kendteste art, Opuntia ficus-indica, stammer fra Mexico og kaldes figenkaktus. På De Kanariske Øer blev den oprindelig dyrket som værtsplante for cochenillelusen, Coccus cacti, en skjoldlus, der producerer et rødt farvestof. Figenkaktussen har spredt sig ukontrollabelt på De Kanariske Øer og er også i Australien blevet et ukrudt, men den er dog relativt let at bekæmpe (se biologisk bekæmpelse). Mange steder dyrkes O. ficus-indica pga. frugterne: kaktusfigen, tuna og prickly pear, som bl.a. benyttes til fremstilling af marmelade.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig