marmor

Marmor brydes over hele verden. Sydamerika har fine marmorsorter i Brasilien, Argentina, Colombia, Ecuador og Venezuela; Nordamerikas bedste findes i Alabama, Georgia og Tennessee. I Skandinavien er der marmor i Mellemsverige og i Norge, hvorfra der i 1700-t. bl.a. blev leveret blokke til Frederikskirken (Marmorkirken) i København. Marmor findes endvidere i Spanien og i Portugal, i Tyskland og i Belgien, hvorfra den kendteste, en sort type, er forholdsvis hård, men kan poleres op. Frankrig har omkring 250 typer, flere end noget andet land; det meste bruges i landet selv. Der findes marmor i Tyrkiet, men bedst kendt er marmor fra Grækenland og fra Italien.

I Grækenland er de mest berømte kendt fra antikken: naxisk og parisk marmor fra de kykladiske øer Naxos og Paros samt den penteliske marmor fra Attika, der bl.a. er benyttet til Parthenontemplet i Athen; den er tætkornet og snehvid, men indeholder en del jern, som ved iltning giver stenen et gyldent skær. Parisk og pentelisk marmor blev i antikken eksporteret til store dele af den græske verden.

Italien er i dag verdens vigtigste marmorproducent. Det mest berømte marmorbrud findes i Carrara i Norditalien, hvor man siden 283 f.Kr. har hentet en finkornet hvid type, som ved polering kan opnå en let gennemskinnelighed i overfladen. Det var marmor herfra, kejser Augustus benyttede til genopbygningen af Rom.

Marmor er siden antikken fortrinsvis benyttet som byggemateriale, til inventar (møbler m.m.) og til skulpturer. Den udbredte anvendelse skyldes, at stenen er både smuk, stærk og holdbar, findes i rigelige mængder og er let at bryde og forarbejde. Den findes i mange farver og strukturer og kan poleres, så den får en smuk og glansfuld overflade.

De ældste bevarede marmorskulpturer af kunstnerisk høj værdi er små figurer fra ca. 2800-2600 f.Kr. fra den græske øgruppe Kykladerne. Store marmorskulpturer kom til i den græske kunsts arkaiske periode fra ca. 600 f.Kr., og gennem hele antikken anvendtes marmor, især af romerne til kopier af græske skulpturer. Siden renæssancen har marmor været et af billedhuggernes vigtigste materialer. Michelangelo benyttede ofte marmor fra Carrara, og mange fulgte ham. I barokken yndede man polykrome marmorskulpturer, og især Bernini anvendte forskellige farver i sine store kompositioner. Under 1700- og 1800-t.s nyklassicisme foretrak man den helt hvide marmor (bl.a. Thorvaldsen); senere har man atter anvendt sten med varierende strukturer og farver.