Storbritanniens litteratur: Victoriansk og edwardiansk periode (1830-1920)

Der er kraftige efterklange af romantikken i Alfred Tennysons lyrik, der på én og samme tid besynger fremskridtet og udtrykker en følelse af personlig afmagt, grænsende til dødslængsel.

Tennysons tvetydige holdning med tro og tvivl blev kendetegnende for megen engelsk litteratur fra midten af 1800-tallet og frem til 1. Verdenskrig og modernismens gennembrud. Romanforfattere som George Eliot og George Meredith opponerede mod konventionel moral, mens de prærafaelitiske lyrikere og den meget produktive Robert Browning søgte tilflugt i en idiosynkratisk fremmanet fortid.

Tvivlen om og længslen efter åndelige og æstetiske holdepunkter kendetegner Matthew Arnolds lyrik og essayistik, men hvor Arthur Hugh Clough valgte den agnostiske position, valgte andre at konvertere til katolicismen, for eksempel prosaisten og teologen John Henry Newman og lyrikeren Gerard Manley Hopkins.

Lewis Carroll og Edward Lear bidrog med deres virkeligheds- og sprogproblematiserende prosa og vers fra "barnehøjde" til, at børn blev betragtet som selvstændige individer og ikke som ufuldkomne voksne.

Mod århundredets slutning blev engelsk litteratur i høj grad et instrument for udforskningen af alternativer til Victoriatidens gennemført borgerlige tilværelsessyn. Et opgør med anglikansk kristendom finder udtryk i Mary Wards (1851-1920) romaner, og Samuel Butlers afstandtagen til vedtagne victorianske værdiforestillinger problematiserer samtidig den darwinistiske teori, som vandt mere og mere frem.

Med Walter Paters dyrkelse af det rent æstetiske, fx i romanen Marius the Epicurean (1885), kulminerede den såkaldt dekadente strømning, som var prærafaelitternes bidrag til efterromantikken, og som fik forskellige, men stadig bevidst æstetiske udtryk hos både ægteparret Browning, Algernon Charles Swinburne og William Morris.

Mens romanforfatterne George Robert Gissing og Arnold Bennett søgte at virkeliggøre en franskinspireret naturalisme på engelsk grund, var 1800-tallets og det tidlige 1900-tals engelske roman karakteristisk ved en realisme, der rummer elementer af "romance", dvs. træk i både struktur (for eksempel melodrama) og emne (for eksempel dæmoni), der supplerer en traditionel virkelighedsopfattelse med udprægede fantasielementer.

Det ses tydeligt i prosafiktion af H.G. Wells, A. Conan Doyle, Wilkie Collins, Bram Stoker og Robert Louis Stevenson, der kom til at danne grundlag for megen af 1900-tallets masseudbredte genrefiktion. Hos både Thomas Hardy, hvis nedstemte tone har meget tilfælles med den ligeledes dystert sindede lyriker A.E. Housman, og Joseph Conrad sætter denne særlige form for "romantisk" realisme sig igennem i form af en til tider næsten påtrængende symbolik.

Rudyard Kiplings vers og prosafiktion er hovedsagelig en hyldest til Det Britiske Imperium som en global civilisationskraft, hvorimod imperietemaet spilles igennem i mol i Conrads fortællinger.

Den amerikanske prosaist Henry James, der boede i England, interesserede sig for betydningen af mødet mellem forskellige nationale kulturer, og i den ligeledes internationalt orienterede E.M. Forsters prosafiktion tegnes et klaustrofobisk billede af det borgerlige England som et sjælens fængsel.

Selvom teatret var et umådelig populært underholdningsmedium i 1800-tallets England med melodrama som foretrukken genre, fostredes nye dramatikertalenter dog først mod slutningen af århundredet med norske Henrik Ibsen som forbilledet.

Arthur Pinero skrev well-made plays på stribe, men med voksende samfunds- og kulturkritisk vinkel. I sprudlende dialoger spiddede Oscar Wilde borgerlig bornerthed, og George Bernard Shaw vendte op og ned på vedtagne idéer og normer.

Både Oscar Wilde, George Bernard Shaw og W.B. Yeats havde irsk baggrund, men kun Yeats fik, som en af igangsætterne af den irske renæssance, betydning i hjemlandet med skuespil i national-mytologisk stil.

Romantikkens sidste efterklange findes i Edward Marsh' (1872-1953) yderst populære samlinger Georgian Poetry, 1-5 (1912-1922), hvis patriotisk-idylliske tone ligesom hele den victorianske og edwardianske verden blev ødelagt af 1. Verdenskrig.

Krigens litterære momument blev sat i "skyttegravsdigternes" elegiske og ironiske lyrik, der effektivt udtrykte den følelse af generel eksistentiel desillusionering, som blev et af udgangspunkterne for modernistisk engelsk litteratur.

• Storbritannien
• Storbritanniens litteratur
• Skotland – litteratur
• Irland – litteratur