Faktaboks

Elizabeth Gaskell
Født
1810
Død
1865

Elizabeth Gaskell, 1810-1865, britisk forfatter. Opvæksten i en landsby i Cheshire, et lykkeligt ægteskab med en unitarpræst i Manchesters fattigkvarterer og moderskabet til seks børn, hvoraf kun de fire døtre levede, var forfatterskabets baggrund.

Debutromanen Mary Barton (anonymt udg. 1848, da. 1862) vakte ved sin skildring af de sociale forhold i industrialismens brutale fase forargelse og beundring; samme tema havde North and South (1855, da. s.å.). Ruth (1853, da. s.å.) og Sylvia's Lovers (1863) behandler forførte og forladte kvinders problemer, hvorimod de humoristiske fortællinger Cranford (1851-53, da. 1856), Cousin Phillis (1864) og den posthumt udgivne Wives and Daughters (1866, da. s.å.) foregår i idylliske landsbymiljøer. Forfatterskabet udkom som føljetoner, bl.a. i Dickens' blad Household Words, og var højt værdsat i samtiden.

I 1850 mødte Elizabeth Gaskell Charlotte Brontë og skrev efter hendes død på hendes faders opfordring The Life of Charlotte Brontë (1857), som i kraft af det personlige kendskab til Brontë-søstrene, oprigtig beundring for deres litterære indsats og forståelse for den kvindelige forfatters situation er en af engelsk litteraturs betydeligste biografier.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig