Faktaboks

Søllested Kirke
Sogn
Søllested-Skovlænge-Gurreby Sogn
Provsti
Lolland Vestre Provsti
Stift
Lolland-Falsters Stift
Kommune
Lolland Kommune
Søllested Kirke
Søllested Kirkes grundplan er usædvanlig, fordi kirken ikke har et kor. Mod syd er der et våbenhus og mod nord et gravkapel fra 1642.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Søllested Kirke er en kirke i Søllested-Skovlænge-Gurreby Sogn. Den ligger i fladt terræn nord for byen af samme navn.

Kirkegården

Kirkegården er udvidet mod nord og vest og hegnes af moderne mur, hæk og hegnstråd. Hovedindgangen med kørelåge er i øst. Ved kirkegårdens sydøstlige hjørne står en middelalderlig klokkestabel.

Kirkebygningen

Kirken består af romansk apsis og skib. Planen er ejendommelig ved, at koret mangler. Mod syd er et gotisk våbenhus, og mod nord er et gravkapel fra 1642. Tagene er teglhængte, og tilbygningerne er hvidkalkede.

Den romanske kirke er bygget af velformede granitkvadre, som står i blank mur med synlige sten. De dekorative elementer er af sandsten, kridt og munkesten, og de er i dag hvidkalkede. Øverst krones apsidens murværk af en rundbuet frise og savskifter, hvor stenen har hjørnet udad. I skibets østlige taggavl markerer granitkvadre en gammel taglinje. Den har gotiske dekorationer af trappeformede kamtakker. Den vestlige taggavl har udover kamtakker også spidsbuede højblændinger, dvs. murnicher.

I apsis er der et cirkelformet vindue mod øst, og mod syd er et groft indhugget vindue fra renæssancen med kurvehanksbuet form. Det har bevaret sine blyindfattede ruder. I skibets sydside er tre romanske vinduer, og mod syd er der bevaret det oprindelige dørhul. På nordsiden er to tilmurede romanske vinduer og en tilmuret norddør. Mod vest har der været en dør, som i dag er erstattet af et rundbuet vindue med små sprosser fra empire-tiden, ligesom nordsidens østligste.

Våbenhuset er fra den sene middelalder opført i munkesten. Døren i gavlen er senere blevet udvidet. Taggavlen har gotiske dekorationer af kamtakker og højblændinger.

Gravkapellet på skibets nordside er opført i 1642 af Eric Steensen og fru Barbra Murmand til Søllestedgård. Kapellet er opført af små mursten, og dets taggavl er glat og krones af kamtakker.

I det indre står kirken hvidkalket. Rummet bærer præg af skibets murede, krydshvælvede loft. Det er angiveligt fra middelalderen, mens det senere opførte gravkapel har en lav krydshvælving fra dets opførelse. Apsis har et halvkuppelhvælv og åbner sig mod skibet med en rundbue.

Inventar

Kirkens inventar præges af udskiftninger, og kun det murede alterbord er bevaret fra middelalderen.

Prædikestolen er fra 1605. Den er i renæssancestil og kommer fra samme værksted som stolene i Maribo Domkirke og Gurreby Kirke. Den har fire fag, som er smykket med det for mesteren karakteristiske beslagværk, dvs. ornamenter, som efterligner et kunstfærdigt metalbeslag. Stolens indskrifter og farver stammer fra en restaurering i 1936.

Maleriet på skibets nordvæg stammer fra den tidligere altertavle. Det er fra 1855 og afbilder Kristus i Emmaus. Det er signeret H. Raadsig.

Kirkens bænke er fra 1900-tallet, og de har spidsbuede gavle. Desuden er der herskabsstole fra før 1565 med Jørgen Brahes og Ingeborg Oxes fædrene og mødrene våben.

Over skibets vestlige ende er et pulpitur, dvs. et ophøjet galleri, som huser kirkens orgel. Det er angiveligt fra 1900-tallet.

Døbefonten i granit er nyromansk. Den har figurrelieffer og er tegnet af arkitekt H. Lønborg-Jensen (1871-1948).

Gravminder

Indmuret på skibets nordøstligste pille er et nyklassicistisk epitafium, dvs. et mindesmærke, fra 1790 over Hans Diderichsen.

I det nu tilmurede gravkapel på kirkens nordside skulle stå ti kister fra 1600-tallet og første halvdel af 1700-tallet.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig