Kirkens inventar er præget af lys egetræsmaling fra 1863, med undtagelse af den farverige prædikestol og altertavle.
Det ældste inventarstykke i kirken er den romanske granitdøbefont. Den er dekoreret med arkader og tre skævt fordelte, fremspringende menneskehoveder på kummen.
I kirken findes også et højgotisk korbuekrucifiks fra første halvdel af 1300-tallet, og et eftermiddelalderligt muret alterbord, dækket af et simpelt, samtidigt fyrrepanel.
Prædikestolen i kirken er i renæssancestil og stammer fra 1584, men er omdannet i 1727. Dens seks fag er udsmykket med symmetriske akantusblade og portrætbuster, hvoraf de to forestiller Martin Luther og Philipp Melanchthon.
Altertavlen fra 1686 er i akantusbarok, og er nok fremstillet på snedkerens Peter Petersens værksted i Tønder. Den er tæt beslægtet med en lignende altertavle i Uge Kirke, og viser i sit storfelt et maleri af nadveren. Den har fået genskabt de oprindelige barokfarver fra 1953.
Kirkens omfattende stoleværk virker ensartet på grund af de næsten ens topstykker og ensartede lyse farve, men er reelt tilføjet i takt med at tilbygningerne kom til. Der findes derfor stole fra både renæssancen og gotikken. På mange af stolene er der malet navne, tilhørende rige fiskere der købte faste pladser i kirken.
Kirken er også kendetegnet ved at have hele syv kirkeskibe hængende. Disse stammer fra år 1800 og frem.
Kirkegården og særligt den nordlige kirkegårdsmur er kendetegnet ved sine mange historiske gravsten, som er sat mellem 1681-1844. I kirken findes desuden et epitafium over Hans Iørgensen og hans ægtefælle, Mæred Hanskone, som døde i henholdsvis 1735 og 1771. Desuden findes der på skibets sydvæg en mindetavle over Rømøs faldne i 1. og 2. Slesvigske Krig, 1848-1851 og 1864, og 1. Verdenskrig 1914-1918.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.