Faktaboks

Uge Kirke
Sogn
Uge Sogn
Provsti
Aabenraa Provsti
Stift
Haderslev Stift
Kommune
Aabenraa Kommune
Uge Kirke

Kirkens nuværende klokkehus stammer fra 1939, men noget af tømmeret stammer fra det gamle klokkehus samme sted, som lignede klokkehuset ved Holbøl Kirke.

Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Uge Kirke er en sognekirke beliggende på en forhøjning lidt sydvest for centrum i landsbyen af samme navn.

Kirkegård

Kirkegården blev i 1712 planlagt udvidet, men det er usikkert, om det reelt blev gennemført. Kirkegården er omgivet af bevoksede kampestensdiger og tilgås gennem låger i vest og sydøst samt en køreport i syd.

På kirkegården findes der typisk for det østlige Sønderjylland et klokkehus i træ. Det nuværende stammer fra 1939, men noget af tømmeret stammer fra det gamle klokkehus samme sted, som lignede klokkehuset ved Holbøl Kirke. Det gamle klokkehus var fra 1685 og havde erstattet et endnu ældre klokkehus vest for kirken, som var brændt i 1627.

Kirkebygning

Kirken består af et kor og skib fra romansk tid bygget i rå kampesten, samt et senmiddelalderligt våbenhus syd for skibet.

Den romanske bygning har bevaret flere detaljer fra opførslen. Tærskelstenen i den oprindelige syddør findes stadig, og selvom den oprindelige norddør blev tilmuret inden 1741, kan den stadig spores i soklen. Skibet er bemærkelsesværdigt bredere mod vest end mod øst.

Våbenhuset syd for kirken er som nævnt senmiddelalderligt, men er meget kraftigt ombygget. Det er kun dens østmur, som er oprindelig, mens de andre mure nok er fra 1750.

Kirkens indre er holdt helt enkelt med hvidkalkede mure og gråmalede bræddelofter. Der er ingen kalkmalerier, men langs vinduerne, korbuen og lofterne blev der i 1896 malet iris-dekorationer efter romansk forbillede, som dog nu igen er fjernet.

Inventar og gravminder

Kirkens inventar er præget af en brand i 1627, hvorefter det meste måtte fornyes.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den er udsmykket med ranker, og på kummens rand ses der en indhugget linje med noget, der ligner bogstaver eller runer. Den er malet med grå, brune og hvide nuancer.

Alterbordet er muret af rå marksten, men dets alder er ikke kendt.

Ovenpå alterbordet står altertavlen fra 1687, som er i barokstil, udsmykket med udskårne akantusblade. Den er tæt beslægtet med tavlerne i Rømø Kirke og Tønder Kristkirke. Storfeltets maleri viser nadveren, og træværket er generelt holdt i kraftige blå farver.

Prædikestolen er fra omkring 1896, men et enkelt fag er overført fra den gamle prædikestol, som var fra 1633. Stolen skulle egentlig blot være istandsat, men endte med at blive helt nyskåret. Stolen er lavet som en efterligning af en typisk renæssancestol fra omkring år 1600 og er derfor udsmykket med arkader, hvorimellem ses udskårne relieffer af dyderne ”Troen”, ”Kærligheden” og ”Klogskaben”. Stolen er holdt i sin naturlige træfarve.

Kirkens stolestader (bænkene) er fra 1931 og i dag i gulbrune nuancer.

Foran våbenhuset findes kirkens eneste historisk interessante gravsten, som er fra omkring 1750 og af rød kalksten. På skibets nordvæg hænger desuden en mindetavle over sognets faldne i 1. Verdenskrig 1914-1918.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig