Olstrup Kirke

Kirkegården er næppe udvidet siden middelalderens anlæggelse. Den hegnes mod nord og en del af østsiden af en mur i kampesten, mens den på de andre sider har hække. Hovedindgangen med kørelåge er fra syd.

Kirken består af et romansk kor og et skib. I den gotiske periode er der bygget en forlængelse mod vest. Disse dele er opført i munkesten. På sydsiden af forlængelsen er bygget et trappehus i bindingsværk, som angiveligt er fra 1600-tallet. Det er stærkt restaureret. I 1892 byggede man på kirkens sydside et muret våbenhus, der har afløst et tidligere våbenhus i bindingsværk.

Kirken står i blank mur med synlige teglsten og træværk. Herover er røde tegltage.

Den romanske kirke er meget lille, og store dele af det nederste murværk er skalmuret (dvs. et nyt lag mur man af æstetiske årsager har muret på ydersiden af den oprindelige) med lysere røde sten. Koret er det ældste af de to bygningsdele. Den østlige gavl har et blændet, romansk vindue, og herover er der flere vandrette, dekorative friser. På begge sider har koret genåbnede og restaurerede romanske vinduer. Taggavlen er som skibets østlige taggavl skalmuret og med top- og fodtinder, dvs. små murtinder i toppen og bunden af gavlens murkrone. Begge taggavle har haft gotiske, trappeformede kamtakker.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord samt to romanske vinduer på hver langmur. Vinduerne er enten tilmuret eller står som murnicher, mens begge de lave, rundbuede døre er tilmurede.

Skibets gotiske forlængelse mod vest har på sydsiden en fladbuet døråbning, og vinduet i syd har oprindelig været fladbuet. Mod vest har forlængelsens taggavl har gotiske dekorationer af trappeformede kamtakker og spidsbuede højblændinger, dvs. høje murnicher. Her er den midterste og højeste blænding nu indrettet med klokkeluge.

Trappehuset vestligst på sydsiden er af bindingsværk og stærkt restaureret. Det var i hvert tilfælde bygget i 1713, hvor det omtales i skriftlige kilder. Trappehusets gavl er udkraget, dvs. at den træder frem fra murfladen, på tre knægte.

Våbenhuset er fra 1892. I stil efterligner det den vestlige forlængelses portal og udsmykning på taggavlen. Det nuværende våbenhus har afløst et tidligere i bindingsværk.

Kirkens vinduer har blyruder fra 1800-tallet.

I det indre står kirken hvidkalket. Rummet bærer præg af det murede, krydshvælvede loft. I skibet er indsat to gotiske hvælv, der ikke har samme størrelse, da de respekterer de gamle portaler. De må derfor være ældre end forlængelsen af skibet, som har samtidigt hvælv. I koret er et angiveligt oprindeligt, kuppelagtigt krydshvælv. Mellem skibet og den vestlige forlængelse er en stor rundbue, mens korbuen er smallere.

Korets tagværk er udskiftet, men i skibets er tagværket gotisk. Også i forlængelsen er tagets konstruktion i hovedsagen oprindelig.

I kirken er udsmykningen med meget bevaringsværdige kalkmalerier. Maleriet er udført i skibets hvælv nærmest koret, hvor der er afbildet en vigtig efterreformatorisk fremstilling af dommedag. Her er Maria og Johannes Døberen ikke gengivet, hvilket står i modsætning til sædvanen i middelalderen fra perioden før.

I fremstilling sidder Kristus på en stærkt toppet regnbue med fødderne støttet på en verdenskugle, der er formet som et rigsæble. Over hans hoved svæver et sværd og en lilje. Ved hans sider ses i skyer to basunblæsende engle iført lange, folderige gevandter, og i underkanten sidder apostlene som små, ensartede figurer med fødderne på skyer.

Af middelalderligt inventar er bevaret den romanske døbefont. Den er af granit, og den er udformet som en primitiv monolit. Fonten står i korbuen. I skibets vestlige fag står under pulpituret, dvs. det ophøjede galleri til orglet, en senromansk døbefont. Den er et gotlandsk eksportarbejde af den såkaldte bægerbladtype. Den store, hvælvede kumme omgives af rundbuede bægerblade.

På en muret konsol på skibets nordlige væg står en helgenfigur af eg fra 1300-tallet. Den afbilder Sankt Laurentius. I det kronragede hoved er et hul til en relikvie.

Prædikestolen er fra 1622 i den sene renæssance. Stolens fire fag har arkader, hvis pilastre (søjleformede murfremspring) er prydet med beslagværk, dvs. ornamenter, som efterligner kunstfærdige metalbeslag. I arkadernes felter står fire barok bevægede figurer af Peter, Andreas, Jakob den Ældre og Johannes. På hjørnerne er tre hermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler, hvoraf den ene er en meget fantasifuld kvindeherme med volutarme. På skaftet har hun en barok maske og en vældig ørneklo.

Mellem våbenhuset og skibet er en dør, som antagelig er fra 1600-tallet. Ydersiden består af pløjede brædder føjet sammen i sildebensmønster. Den er tæt beslået med nye jernnagler med pyramideformede hoveder.

Som altertavle tjener et broncekrucifiks fra 1875.

Degnestolens rygpanel og den forreste bænk i nordsiden er rimeligvis fra 1700-tallet. Resten af kirkens bænke er fra tiden efter 1850. Også pulpituret er angiveligt fra tiden efter 1850.

I gulvet under prædikestolen er en gravsten fra 1677. Den er vistnok over et spædbarn, som var Christen Jensen Wim og hustru Karen Knudsdatters lille søn, der blev født den 24. marts 1674 og døde den følgende dag. Den røde, gotlandsk kalksten har hjørnefelter med englehoveder foroven og symboler for døden forneden.

I midtergangen foran korbuen er desuden en gravsten fra 1686. Den er over Lauridtz Erichson Wulf (død 1685). Han blev tre år og to dage gammel. Gravstenen er af grå kalksten, og den har i hjørnerne runde medaljoner med evangelisternes symboler.

• folkekirken
• kirkearkitektur

• Danmarks Kirker
• Olstrup Kirke på sogn.dk