Hørup Kirke (Sønderborg Kommune)

I kirkens ældste dele, nemlig koret og skibet, er der bevaret enkelte oprindelige detaljer. I skibet kan man se to indvendige nicher i nordmuren, som er de tilmurede rester af oprindelige vinduer. Det samme gælder for et enkelt tilmuret vindue i korets nordmur. Der har sikkert også været flere vinduer oprindeligt, men disse er ikke længere synlige i murværket. Til gengæld er der svage spor efter de oprindelige døre, som sad mod nord og syd i skibets vestende. Lige øst for en yngre, tilmuret dør på skibets nordside ses en indmuret sten med relieffer af løver. Dette var oprindeligt en dekorativ sten, som sad ovenover den oprindelige norddør.

Omkring 1275-1325 blev skibet forlænget mod vest. Den vestligste tredjedel af skibet stammer fra denne periode og er bygget af genbrugt materiale fra den nedrevne gavl og munkesten.

De vinduer, som blev indsat dengang, er siden muret til, men står bevaret som nicher på indersiden. I forbindelse med forlængelsen blev det gamle skib også ændret. De oprindelige døre blev muret til, og murene blev forhøjet til sin nuværende højde.

Mellem år 1400 og 1450 blev koret ombygget. Det blev forlænget, ligesom de hvælvede lofter blev indsat. På taget blev en forgænger til kirkens karakteristiske tagrytter sat op.

Korforlængelsen er bygget af genbrugte sten og røde og gule munkesten, og under taget er bygningsdelen udsmykket med et savskifte, dvs. rækker, hvor stenene er lagt på skrå, så deres hjørner vender udad. Indvendigt kan korets ombygning ses ved den sidealterniche, som blev indsat nord for korbuen. Der fandtes sikkert en lignende mod syd, men denne er siden ødelagt af prædikestolen.

Det store våbenhus ved vestforlængelsens syddør er bygget i munkesten og er formentlig fra første halvdel af 1500-tallet.

Tagrytteren over korets vestende er tidligst nævnt i 1589, men må oprindeligt være fra 1400-tallet. Den blev repareret i 1874-1876 efter et lynnedslag i 1872.

Sakristiet, som står nord for koret, er bygget i 1840 og er forbundet med koret gennem en dør fra middelalderen.

Indvendigt er kirken præget af de hvide vægge med kalkmalerier, de store vinduer mod syd og det flade bræddeloft i skibet, som er malet i blågrå nuancer. I koret er der hvælvet loft.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den er udsmykket med krydsende rundbuer.

I kirken findes også et korbuekrucifiks fra omkring år 1300. Det er sandsynligvis fremstillet på samme værksted som korbuekrucifikset i Ketting Kirke.

I koret findes der også to vægskabe, som er fra forskellige tidspunkter i middelalderen.

Altertavlen er sammensat af dele fra flere forskellige tidsaldre. Midtskabet med de udskårne apostelfigurer er fra omkring 1425, maleriet nederst er fra 1688, de udskårne blade på skabet er muligvis fra 1694, mens det store topstykke og figurerne er fra 1738.

Prædikestolen er fra 1578 og er i ungrenæssancestil. Den er opbygget af fem fag, som er udsmykket med våbenskjolde med hjelme. På hjørnerne er der blåmalede søjler, mens resten af prædikestolen er malet, så den ligner marmor. Der er opgang til prædikestolen fra koret gennem et hul i triumfmuren.

Stoleværket, dvs. kirkens bænke, er i enkel stil. Indtil 1844 havde de højere gavle, som blev beskrevet som ”et slags hoveder”. Bænkene har døre, som er udsmykket med fyldninger.

Længst mod vest står et pulpitur, dvs. en balkon, som i sin nuværende form er fra 1939. Indtil da strakte balkonen sig hele vejen langs skibets nordmur ligesom i Egen Kirke.

Alterskranken er fra 1939 og er lavet med søjler i renæssancestil.

I og ved kirken findes der flere historisk interessante gravminder, herunder et epitafium, altså en mindetavle, fra 1689, samt på kirkegården en gravsten fra omkring 1775.

På kirkegården mod nordvest findes der en begravelsesplads over ni personer fra mellem 1809 og 1848, ligesom der er minder dedikeret til faldne soldater i 1864 og 1. Verdenskrig.