Flokimmunitet betegner befolkningens samlede modstandsdygtighed over for en smitsom sygdom. Mere præcist er det den specifikke, immunologiske modstandsevne i en befolkning eller gruppe af individer. Flokimmuniteten er høj, når en stor andel af individerne i befolkningen er immune overfor sygdommen, og lav når kun få individer er immune
Faktaboks
- Også kendt som
-
gruppeimmunitet; på engelsk: herd immunity.
Flokimmunitet kan beskrives som den passive beskyttelse af ikke-immune individer i en population, der opnås over for en given smitsom sygdom, når en så stor andel af populationens individer er immune, at smittekæden effektivt brydes.
Hvis f.eks. 80% af en population er immun overfor en given virussygdom, så vil 4 ud af 5 individer, der udsættes for smitte, ikke blive inficerede og dermed heller ikke bidrage til yderligere smittespredning. Flokimmunitet yder altså indirekte, passiv beskyttelse af ikke-immune individer i en population. Fordelen herved er, at immunsvækkede individer kan beskyttes indirekte af sunde individer med et velfungerende immunforsvar.
Flokimmunitet spiller en vigtig rolle såvel i den menneskelige befolkning som i husdyr og i vildtlevende dyrebestande. Flokimmunitet kan opnås enten via vaccination, via naturlig immunitet efter overstået infektion, eller en kombination heraf.
Kommentarer (2)
skrev Anna Grandjean
Jeres formel for flokimmunitet er forkert. Formlen burde hedde P=1-(1/R_0)
svarede Marie Bilde
Kære Anna. Tak for din kommentar.
Din formel for flokimmunitet er rigtig. Den kan omskrives således:
1-(1/R_0)=(R_0/R_0)-(1/R_0)=(R_0-1)/R_0.
Venlig hilsen
Marie Bilde, redaktør.
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.