zoonose

Zoonose er sygdom, som overføres naturligt fra dyr til menneske og omvendt; oftest medregnes blot overførte sygdomme fra hvirveldyr. Listen over zoonoser er meget lang og rummer nogle af de mest frygtede sygdomme, fx virusinfektionerne Lassafeber, hundegalskab, ebola og Marburg disease (se filovirus) samt bakterieinfektionen pest. Også andre mikroorganismer, fx svampe, samt parasitter som fx ikter (bl.a. bilharziose) kan være årsag til zoonoser.

Faktaboks

Etymologi
Ordet zoonose kommer af græsk zoon 'levende' og nosos 'sygdom'.

I Danmark er de almindeligste zoonoser forårsaget af bakterier, fx Campylobacter, Salmonella, der i en årrække har været den mest betydende, og Chlamydia (se ornitose) samt parasitter som fx protozoen Toxoplasma gondii (se toksoplasmose). Zoonoseudviklingen følges løbende af Dansk Zoonosecenter, som samarbejder analyseresultater og overvågningsdata fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Sundhedsministeriet.

Zoonoser kan reduceres ved aktiv overvågning og bekæmpelse, sådan som det fx var tilfældet med trikiner (Trichinella spiralis) hos svin samt kvægtuberkulose og smitsom kastning (brucellose) hos kvæg, sygdomme, som ikke længere forekommer i Danmark.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig