Kalvekastning, genital brucellose, kvægsygdom, som skyldes bakterien Brucella abortus, og som kan medføre, at drægtige køer aborterer, kaster, kalven. Den blev påvist og først beskrevet i 1897 af B. Bang; i den internationale litteratur er den kendt som Bang's disease. Dyrene smittes ved at optage foder eller vand, som er forurenet med inficerede efterbyrdsrester eller genitalflåd, og for køernes vedkommende ved parring med smittede tyre, som udskiller bakterien med sæden; kalvekastning er derfor også en kønssygdom. Bakterien transporteres i koen til livmoder og foster, hvor den efter en kortere eller længere inkubationstid (op til 250 dage) kan forårsage, at kalven aborteres i den sidste tredjedel af drægtigheden.

Sygdommen giver anledning til store tab i de lande, hvor den fortsat findes, bl.a. i Europa, Afrika og Amerika, deriblandt USA. I Danmark blev sygdommen udryddet i 1950'erne gennem en systematisk kampagne, hvor man identificerede smittede besætninger ved at finde antistoffer mod Brucella i mælk. Samtidig indførtes den kunstige sædoverføring, der muliggjorde brug af sæd udelukkende fra raske tyre. Sygdommen kan smitte mennesker gennem inficeret, upasteuriseret mælk og føre til svingefeber, febris undulans, eller endog brucellose.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig