abort

Spontan abort kan have mange årsager, men årsagen til den enkelte abort er oftest vanskelig eller umulig at påvise. Flertallet af meget tidlige aborter, dvs. før sjette til ottende uge, skyldes fejludvikling hos fosteret, forårsaget af fejl i arveegenskaber på gen- eller kromosomniveau. Kromosomabnormiteter kan påvises hos ca. 50 % af meget tidlige aborter, hvorimod ca. 0,6 % af nyfødte børn har en kromosomabnormitet. Der findes en række kromosomabnormiteter, som hindrer overlevelse.

Abort kan også skyldes fejl i fostermiljøet såsom infektion af moderen med virus (fx røde hunde) eller andre mikroorganismer (fx toksoplasmose), fysiske skader (fx stråling) eller forgiftning med kemiske stoffer; alkohol og tobak øger risikoen for abort, der ligeledes optræder hyppigere med stigende alder hos kvinden. Meget tidlig beskadigelse af foster, moderkage eller fostervand fremkalder abort, mens de samme skader senere i graviditeten kan medføre misdannelser. Sygdom hos moder eller foster kan forårsage spontan abort. Svigt af livmoderhalsens støttevæv er en årsag senere i graviditeten (cervixinsufficiens); livmoderen åbner sig, og fosterhinderne kan briste.

Hvad angår provokeret abort (abortus provocatus) eller svangerskabsafbrydelse, skelnes mellem lovlig (abortus provocalis legalis) og ulovlig svangerskabsafbrydelse (abortus provocalis illegalis).

Efter indførelse af fri abort inden udgangen af 12. graviditetsuge er illegale aborter formentlig meget sjældne. Straks efter indførelsen af fri abort i 1973 blev der foretaget næsten 25.000 legale aborter årligt, mens tallet i 2013 lå på ca. 15.000. Antallet af fremkaldte aborter pr. 1000 kvinder i den fertile alder er halveret fra 23,3 til 12,0 siden 1975.

Næsten alle legale aborter udføres inden udgangen af 12. svangerskabsuge. Den kan udføres på forskellige måder. Hvis graviditeten er under 9 uger, kan aborten fremkaldes medicinsk ved indtagelse af tabletter indeholdende antiprogesteronet mifepriston (Mifegyne®); se progesteron. Som regel gives også et lægemiddel af prostaglandintypen et par dage senere. Når en abort fremkaldes vha. lægemidler, udstødes fosteret sammen med den kun begyndende udviklede moderkage som ved en spontan abort. Blødningen, der svarer til en kraftig menstruation, begynder for det meste et par dage efter indtagelsen af mifepriston og strækker sig over flere dage. Smerter forbundet med aborten kan behandles med smertestillende lægemidler. Omkring to tredjedele af de provokerede aborter udføres på denne måde (2014). Hos 3-4 % er det nødvendigt at foretage en udskrabning, fordi alt graviditetsvæv ikke er udstødt.

Hvis kvinden er længere henne i graviditeten, men dog under 12 uger, udføres aborten sædvanligvis med instrumenter under fuld bedøvelse. Man indleder med en udvidelse af livmoderhalsens kanal ved hjælp af stave af stigende tykkelse (dilatatorer). Efter udvidelsen tømmes livmoderen med sug gennem et tyndt rør eller ved en udskrabning.

Loven om fri abort opfyldte et stærkt krav fra kvinderne om retten til at bestemme over egen krop og selv vurdere det nyfødte barns muligheder for at modtage kærlighed, omsorg og få en opvækst under forsvarlige materielle vilkår. Da loven blev indført, var der mangel på arbejdskraft, og adgangen til fri abort gav kvinderne en øget mulighed for at planlægge og fastholde deres tilknytning til arbejdsmarkedet.

Og loven blev brugt. Det vakte betænkelighed i offentligheden, at der i 1974 gennemførtes 24.868 abortindgreb. Rådgivningen af den gravide kvinde med hensyn til abortvalg, hjælp til anskaffelser til det ventede barn og støtte til uddannelse blev afskaffet som selvstændig lov og blev ikke pointeret i Bistandsloven fra 1976. Det blev derefter op til de alment praktiserende læger og socialforvaltningen i de daværende amter og kommuner at varetage denne opgave.

Det frie valg mellem abort og graviditet gav kvinderne nyt ansvar. Moderskabet var ikke længere en skæbne, men et valg, der forudsatte forsørger- og omsorgsevne. Familie, barnefader, offentlige socialforvaltninger og behandlingsinstitutioner mente sig berettigede til at råde for eller imod, og Mødrehjælpens nedlæggelse i 1976 betød ophør af det ideologiske princip om aldrig at presse en kvinde til abort, men i stedet støtte hende til at gennemføre svangerskabet.

Et gennemgående træk i rådgivningen om abort var kvindernes svære overvejelser. De fleste kvinder foretager dog en velovervejet beslutning om abort, oplever indgrebet som en lettelse og har ikke brug for professionel hjælp og rådgivning. Et uoverlagt valg medfører derimod ofte sorg og skyldfølelse og skaber behov for krisebehandling, som må søges hos den praktiserende læge, alternative organisationer eller ved privat henvendelse til en psykolog.

Institut for Socialmedicin i København foretog i 1983 en undersøgelse, der viste, at kvinders angst for afskedigelse og arbejdsløshed påvirker abortvalget. Tendensen var, at abort anvendtes til at udskyde den første fødsel i stedet for som tidligere at vælge tredje eller fjerde barn fra. Uddannelsessøgende følte sig ofte nødsaget til at få foretaget abort af økonomiske grunde, fordi uddannelsesstøtten ikke kunne suppleres med kontanthjælp.

Den provokerede abort berører fire parter: fosteret, moderen, faderen og den læge, der foretager indgrebet.

Fosteret ofres gennem en overtrædelse af det etiske krav om ikke at volde skade. Ud fra et tilværelsessyn, der anser fosteret for en person i svøb, er der tale om drab eller mord. Dette synspunkt forstærkes, hvis tidspunktet for personens begyndende ukrænkelighed er befrugtningsøjeblikket. Tilhængere af dette synspunkt vil typisk arbejde for et forbud mod provokeret abort.

Fosteret kan også anskues som et livsanlæg, der nok fra befrugtningen indeholder den komplette udviklingskode, men gradvis gennem hele svangerskabet øger sit menneskeværd. Et sådant synspunkt kan også forenes med den religiøse tilværelsestolkning og vil alligevel kunne forenes med lovgivning om abortadgang inden for svangerskabets første måneder.

Moderens holdning kan tage udgangspunkt i retten til selvbestemmelse, dvs. i retten til at bestemme over egen krop, uagtet at fosteret ikke blot er en del af moderens krop, men også et selvstændigt livsanlæg. At menneskers handling ikke bør volde andre skade, er også aktuelt for moderens stilling over for et abortindgreb. Skaden kan forvoldes ved graviditetens belastning af kvindens helbred i tilfælde af bestående sygdom; skaden kan også ved en fortsat graviditet være social, enten som belastede levevilkår, afbrudt uddannelse eller som forlængelse af en voldtægts konsekvenser. Ved de fleste etiske analyser anses fosterets interesser at måtte vige for moderens, når en konflikt opstår.

Faderen taber også et senere barn ved et abortindgreb — et etisk syn på faderskabet, der ofte er tonet stærkt ned i forhold til moderskabet.

Lægen har i lande som Danmark med adgang til såkaldt fri abort ret til at få sine personlige etiske normer respekteret, dvs. ret til ikke at skulle foretage abortindgreb, hvis det strider mod samvittigheden.

• abort – historie
• abort – internationale forhold