abort

En del spontane aborter sker så tidligt, at kvinden ikke selv opdager disse aborter, fx hvis de opstår omkring det tidspunkt, hvor hun forventede sin menstruation. Aborter kan også konstateres hos speciallæger, og i tilfælde, hvor abortens forløb ikke giver grund til at henvise videre til sygehus, bliver aborten ikke registreret. Kun spontane aborter, hvor kvinden bliver henvist til hospital, bliver registreret i det landspatientregister, som er udgangspunkt for statistikkerne i Danmark. Det estimeres, at den reelle andel spontane aborter blandt gravide er omkring 15 % inkl. de, som ikke registreres på sygehusene.

Omkring 60 % af alle spontane aborter skyldes et abnormt antal kromosomer, dvs. for mange eller for få kromosomer. Fordelingen af spontane aborter tyder på, at hovedparten af resterende 40 % skyldes sygdom hos fosteret. Der kan være tale om genetiske variationer (mutationer eller deletioner) eller forstyrrelser i fosterudviklingen. Mens risikoen for et abnormt antal kromosomer stiger med stigende alder hos kvinder, er andelen med genetiske variationer nogenlunde konstant med alderen. Hvis moderen var årsag til en væsentlig del af de spontane aborter, ville det forventes, at flere kvinder end 1 % ville have tre eller flere aborter.

Gravide kvinder, som oplever infektion i graviditeten, kan smitte deres foster, som i få tilfælde kan dø af en sådan infektion. Der vil oftest være tale om virusinfektioner, fx røde hunde, influenza eller toxoplasmose. Et foster kan også dø af langvarig høj feber hos moderen. Bakterielle infektioner vil oftest kunne behandles med antibiotika, hvorved abort sædvanligvis kan undgås.

Den omstændighed, at fostre med misdannelser ofte aborteres, betragtes i dag som en hensigtsmæssig mekanisme, som sikrer, at de fleste børn, som gennemløber en graviditet fødes raske.

Tidligere havde man den opfattelse, at kvinder ikke kunne "holde på deres graviditet", hvilket havde den konsekvens, at mange kvinder følte skyld over at abortere. Det er derfor væsentligt, at kvinder, som aborterer spontant, som udgangspunkt betragtes som raske, og at den information gives kvinden.

De fleste kvinder opdager en igangværende abort ved blødning og smerter i nedre del af maven eller nedadtil i ryggen.

Diagnosen stilles i dag ved ultralydsscanning. Når et foster er 6 mm stort, skal det være muligt at se hjertelyd ved ultralyd, og er den ikke til stede, kan det konkluderes, at der foreligger et dødt foster. Kvinder som er i gang med at abortere før graviditetsuge 9 behandles sædvanligvis ikke, og aborten lades foregå spontant.

Da de fleste spontane aborter skyldes misdannelser, som er opstået ved eller kort efter befrugtningen, og altså ikke nedarves fra forældrene, vil man sædvanligvis ikke undersøge hverken aborten eller kvinden nærmere efter et eller et par spontane aborter. Det skyldes at sådanne undersøgelser er dyre, og meget sjældent vil forbedre muligheden for at hindre en spontan abort i næste graviditet. Kvinden vil dog ofte blive undersøgt for fx symptomer på forhøjet eller for lavt stofskifte, da dette kan være årsag til en spontan abort.

Der er i dag ikke mange muligheder for at hindre de aborter, som skyldes fejl i antallet af kromosomer eller genetiske variationer, og de fleste finder det heller ikke relevant, når der foreligger en misdannelse hos fosteret, som ikke er foreneligt med liv.

De fleste af de fostre som dør, konstateres i dag ved ultralydsskanning, inden kvinden begynder at have symptomer på at abortere. Det kaldes missed abortion. Disse vil – hvis man ventede længe nok – blive aborteret spontant. For at fremskynde processen, tilbydes i dag igangsættelse af aborten. Hvis aborten foregår før graviditetsuge 9, vil kvinden oftest få medicin med hjem. Hvis det sker efter 9 og frem til 12 uger, foregår aborten oftest kirurgisk på et hospital. Efter 12. graviditetsuge foregår aborterne igen medicinsk, men under indlæggelse på hospitalet.

Blandt den ene procent af kvinder, som oplever tre eller flere spontane aborter, vil nogle tilfælde skyldes forhold hos moderen eller faderen. Derfor tilbydes par, som har oplevet tre spontane aborter i træk, og som ikke har opnået at føde et barn, henvisning til klinik for gentagne spontane aborter. Her bliver forældrenes kromosomstatus undersøgt. Langt de fleste viser sig at have et normalt antal kromosomer.

Spontane aborter efter 12 uger skyldes oftere forhold hos moderen, end ved aborter tidligere i graviditeten. Det kan fx være livmoderhalsen, der begynder at give efter og åbne sig (cervixinsufficiens), som nogle gange kan behandles med et bånd, der sys ind i livmoderhalsen (cerclage). Misdannelser i livmoderen eller muskelknuder kan også være årsag til aborter mellem 12 og 22 uger.

Det samlede antal børn, som en kvinde får, mindskes ikke efter op til fire spontane aborter. Først ved fem spontane aborter og derover mindskes antallet af børn, som en kvinder ender med at føde. For kvinder som går i tidlig overgangsalder, fx ved 30 år, eller kvinder, hvis første graviditet etableres efter 35 år, vil også få spontane aborter kunne påvirke antallet af fødte børn negativt.

Hvis graviditeten er under 9 uger, gennemføres næsten alle provokerede aborter medicinsk ved indtagelse af tablet med antiprogesteronet mifepriston (Mifegyne®), som en eller to dage efter følges af prostaglandin tabletter (Cytotec®), som anbringes i bunden af skeden eller indtages som tabletter. Dette foregår sædvanligvis i eget hjem. Blødningen, der svarer til en kraftig menstruation, begynder for det meste et par timer efter indtagelsen af Cytotec®, og gennemføres oftest i løbet af samme døgn, men kan strække sig over flere dage.

Hvis graviditeten er over 9 uger gennemføres den ofte kirurgisk på hospital under fuld bedøvelse. Man indleder med en udvidelse af livmoderhalsens kanal ved hjælp af stave af stigende tykkelse (dilatatorer). Efter udvidelsen tømmes livmoderen med sug gennem et tyndt rør.

I dag får 85 % gennemført provokeret abort medicinsk, og 80 % får aborten gennemført før 8 uger.

Er graviditeten over 12 uger, må afbrydelse af denne kun udføres, hvis et lægeligt skøn vurderer, at fortsat graviditet vil medføre fare for kvindens liv eller for en alvorlig forringelse af kvindens legemlige eller sjælelige helbred (Sundhedsloven § 93). I alle andre tilfælde skal tilladelse til provokeret abort efter udgangen af 12. uge ske efter accept af et af i alt fem regionale abortsamråd. 75 % af anmodningerne sker på grund af misdannelser hos fosteret, mens 23 % sker på social indikation. Kun to procent sker efter voldtægt eller fare for kvindens liv.

Hvis samrådet afslår tilladelse til provokeret abort, kan beslutningen ankes til abortankenævnet. Samlet set får 95 % tilladelse til abort efter 12 uger, mens omkring 30 kvinder er henvist til enten at søge til udlandet og få gennemført aborten der, eller fortsætte en graviditet de ikke ønsker at fortsætte.

Den hyppigste komplikation efter abort er infektion, hvilket forekommer hyppigere efter kirurgisk end efter medicinsk abort. Infektionerne kan behandles med antibiotika. Kun ved ½ % af aborterne er blødningen er så kraftig, at den nødvendiggør blodtransfusion. Det er også sjældent, at instrumenterne ved kirurgisk abort går gennem livmodervæggen (perforation).

Fosterreduktion er et indgreb, hvor der ved flerfoldsgraviditet vælges at aborterer ét eller flere fostre, med det formål at graviditeten videreføres med færre eller ét foster. Indgrebet anvendes fx, hvis der hos en tvilling er fundet en kromosomfejl eller en misdannelse, og den anden tvilling er rask. Forsterreduktion foretages med en tynd nål, som indføres i fosterets hjerte, som findes vha. ultralyd. Der indsprøjtes så et stof, som medfører hjertestop.

Flerfoldsgraviditet øger risikoen for komplikationer for både moder og fostre, bl.a. risiko for tidlig fødsel, hvilket især især gælder ved trillingegraviditet. Antallet af flerfoldsgraviditeter er reduceret væsentligt, efter at der nu kun lægges ét befrugtet æg op i forbindelse med in vitro fertilisation.

Den provokerede abort berører seks parter: fosteret, moderen, faderen, øvrige søskende, samfundet, og den læge, der foretager indgrebet.

Det Etiske Råd udarbejdede september 2023 en rapport, som gennemgik de etiske og medicinske aspekter ved at hæve abortgrænsen i Danmark. En række lande har i 2022 hævet deres abortgrænse; i Holland til 24 uger, i Frankrig til 16 uger og på Island til 22 uger. Andre lande har i årtier haft højere abortgrænse end Danmark, fx England, hvor abortgrænsen er 24 uger og Sverige, hvor grænsen er 18 uger. Et flertal i Etisk Råd endte med at anbefale en hævelse af abortgrænsen. Der forventes politisk beslutning på området i løbet af efteråret 2023.