Durup Kirke

Kirkegården indhegnes af dobbeltsidede stendiger, som følger ældre skel.

Kirkens bygningshistorie er kendetegnet af flere overordnede faser fra romansk tid frem til senmiddelalderen og med senere tilføjelser. Materialeanvendelse og formsprog er kendetegnende for området.

Kirken udgøres af et romansk kor og skib med et muligvis sengotisk våbenhus, nu ligkapel, mod nord og et nyere tårn med tilhørende våbenhus i vest. De ældste dele er opført af granitkvadre over en profileret sokkel; de fremstår i blankt facademurværk med synlige sten og hvidkalkede detaljer, ligesom den nederste del af tårnet. Det øvrige er hvidkalket.

Den oprindelige syddør ses i dag blot ved en ændring i soklen. Korets øst- og nordvinduer er tilmurede.

Tilbygningen mod nord er opført i sengotisk tid i munkesten over en høj kampestenssokkel med enkelte kvadre. Bygningen har oprindeligt været et våbenhus men er i dag indrettet som ligkapel. I kapellets nordside ses en enkelt buekvader, dvs. en tilhugget sten med runding.

Det nyere tårn er rejst i forbindelse med en større istandsættelse 1930-1931, hvor det erstattede et sengotisk tårn. Tårnet er opført af kvadre forneden og mursten derover. Tårnet har øst-vest-vendt sadeltag med glatte gavle, og på tre sider kan man se murankre, dvs. metalkonstruktioner, der går igennem muren og holder den sammen. Forneden ses fire rundbuede tilmuringer og på nordsiden ses et stenhuggermærke. Det samtidige våbenhus mod syd er også opført af mursten over en kvaderstenssokkel. På våbenhusgavlen er der murankre og et kors i relief over døren.

Indvendigt er væggene hvidkalkede, og hele kirken dækkes af rødbrune bjælkelofter. Korbuen, som formentlig er blevet udvidet, har profilerede kragbånd, dvs. de nederste sten, som buen hviler på, og står ukalket. Stoleværket, dvs. kirkebænkene, er malet i grønne nuancer. Mod vest deles tårnrum og skib af et hvidt forhæng.

Skibet og koret har blytag, mens de øvrige dele af kirken har tegltag. Tagkonstruktionen med spær og hanebånd er af nyere dato, dog med enkelte ældre, genanvendte dele.

Hele kirken gennemgik en gennemgribende og ret hårdhændet istandsættelse i 1930-1931 ved arkitekt Søren Vig-Nielsen (1876-1964).

Kirkens inventar er præget af istandsættelsen i 1930-1931, men væsentlige historiske dele er bevaret.

Ældst i kirkerummet er den romanske døbefont samt en kvadersten fra et tidligere romansk alterbord med helgengrav.

Prædikestolen og dens lydhimmel, dvs. baldakinen over prædikestolen, er renæssancearbejder, udført omkring 1640-1650. Prædikestolen er rigt udsmykket med arkadefelter, dvs. rundbuede felter, inddelt af joniske figursøjler. I felterne er der malerier af Kristus og evangelisterne. På gesimsen er der blanke felter inddelt af englehoveder. Også postamentfelterne, dvs. felterne på fodstykket, er blanke, inddelt af dyrehoveder. Under kurven er der udskåret ornamentik, som er inddelt af englehoveder. Lydhimlen opbevares i dag på loftet.

Den nuværende altertavle er også fra 1600-tallet. Tavlen består af midt- og sidefelter inddelt af søjler med kannelurer, dvs. lodrette riller. I felterne er der indsat yngre malerier: Korsfæstelsen i midten og evangelisterne i siderne. På sidefelterne er der påsat smalle, nyere vinger. På fodstykket og gesimsen ses forgyldte indskrifter. Stafferingen, dvs. bemaling og udsmykning, er nyere.

Dåbsfadet er fra 1600-tallet, og det skænket af en af kirkens præster.

Det nuværende alterbord er fra ombygningen i 1931, ligesom formentlig også kirkebænkene med trekantede gavltopstykker samt et tidligere altermaleri af Johan Thomas Skovgaard, som er ophængt i kirken.

I våbenhuset er der ved sydvæggen opstillet en gravsten fra 1806.

• folkekirken
• kirkearkitektur

• Søren Vig-Nielsen

• Durup Kirke på sogn.dk