alter - det kristne alter

Artikelstart

Alter - det kristne alter, I kristendommens tre første århundreder, da gudstjenester hovedsagelig fandt sted i private hjem, var alteret et bord, der kunne flyttes til og fra det liturgiske rum. Efter den romerske kejser Konstantin 1. den Stores omvendelse til kristendommen i 312 begyndte det egentlige kirkebyggeri, og altre af sten eller metal erstattede i stigende omfang tidligere tiders træaltre, der helt blev afskaffet ved et kirkemøde i 517. Denne udvikling afspejler, at alterets symbolske betydning og dermed den ærefrygt, der omgav det, var tiltagende. I samme retning peger periodens stigende brug af ciboriealtre, dvs. altre placeret under baldakiner.

Nadvergudstjenestens (eukaristiens) karakter af offer vandt mere og mere frem, og dyrkelsen af relikvier blev nært knyttet til alteret. I de første århundreder var det almindeligt at fejre eukaristien ved flytbare altre over de afdødes grave — især martyrgravene. Derved udtryktes fællesskabet mellem levende og døde og troen på kraften ved martyrernes forbøn.

Mange af de tidligste kirker blev bygget over helgengrave, i andre tilfælde blev relikvierne flyttet til kirkerne. En kirkes helgengrav benævnes confessio (latin 'bekendelse'); betegnelsen anvendes også om den krypt, der i mange kirker findes foran hovedalterets helgengrav, fx Peterskirken i Rom.

Romersk lov sikrede gravfreden, og endnu pave Gregor 1. (590-604) forbød flytning af de helliges jordiske rester. Ikke desto mindre lod pave Bonifacius 4. (608-15) store mængder af relikvier flytte til altre i Roms Pantheon, da denne hedenske tempelbygning blev taget i brug som kirke. Sådanne overflytninger vandt stadig større udbredelse, og i middelalderen blev det praksis, at alle altre blev forsynet med relikvier.

Indtil karolingertiden omkring 800 var altrene ret små med plads til kalken, brødet og messebogen. Alterets øverste del, mensa, var i reglen kvadratisk, til tider rund. Herefter var tre altertyper almindelige: 1) bordtypen med relikvier under alteret eller i en fordybning i mensa; 2) det kasseformede alter med åbning foran i midten ind til relikvierne; 3) den massive kasseform over en grav. Altre formet som sarkofager eksisterede ikke før 1500-t. og blev stort set kun brugt gennem barokken og rokokoen.

I førkarolingisk tid stod alteret frit i kirken, enten foran apsis eller længere nede i koret eller skibet, hvorefter det i stadig flere tilfælde rykkede op mod kirkens østvæg. Der var to hovedårsager til denne ændring: 1) Mange af de tidligste kirker var orienteret med indgang i øst og alter og apsis i vest. Når præsten gjorde tjeneste fra vestsiden af alteret, vendt mod menigheden, så bad han, som traditionen foreskrev, med ansigtet mod øst. Fra omkring 400 blev den omvendte orientering af kirker mere almindelig, og i Gallien udvikledes nye ceremonier med præsten stående på samme side af alteret som menigheden. Denne skik bragtes til Rom i 900-t. og blev gradvist accepteret. 2) Fra 900-1000-t. blev det almindeligt at placere ret store relikvieskrin (relikvarier) og/eller opsatser (retabler) på alteret; herved blev det umuligt for præsten at gøre tjeneste ved alterets østside.

I oldkirken var det almindeligt med ét alter i hver kirke, og det vedblev at være almindelig praksis i østkirkerne. I vest steg antallet, særlig fra pave Symmachos' tid (498-514), bl.a. for at få plads til flere relikvier. Desuden blev det — især i løbet af 600-t. — mere udbredt, at der foruden de fælles søn- og helligdagsgudstjenester læstes private messer eller votivmesser i kirkerne. Da det var praksis kun at læse én messe ved hvert alter om dagen, medførte også dette en stigning i antallet af altre. I senmiddelalderen var det almindeligt, at de store kirker havde omkring 50 eller flere altre, bl.a. det såkaldte lægmandsalter eller helligkorsalter, der var placeret ved overgangen fra lægfolkets til gejstlighedens del af kirken, i danske sognekirker som regel under korbuen mellem skibet og koret.

I de danske middelalderlige landsbykirker var der som regel mindst tre-fire altre: højalteret i koret, evt. fritstående midt i apsis, hvis kirken havde en sådan; desuden sidealtre ved skibets østvæg på begge sider af korbuen, mod nord indviet til Jomfru Maria, mod syd til Sankt Mikael. Dertil kom ofte et lægmandsalter under korbuen. Også de danske middelalderaltre var i reglen bord- eller kasseformede og forsynet med en lille fordybning til relikvier i bordpladen.

I de lande, der forblev katolske, fortsatte denne praksis med flere altre i de følgende århundreder, men i områder, der gennemlevede en eller anden form for protestantisk reformation, bl.a. Danmark, blev alle sidealtre med tiden fjernet, idet sjælemesser, votivmesser osv. blev afskaffet. Kun ét alter, i reglen det gamle højalter, stod herefter tilbage.

I katolsk sammenhæng, hvor messens karakter af offer er væsentlig, har alteret tre symbolske betydningslag: 1) Det er et bord, idet nadvergudstjenesten fejres til minde om og er en gentagelse af Jesu sidste nadver; 2) Det er desuden Golgata, hvor Jesu offerdød igen bliver nærværende. 3) Alteret er en (martyr)grav. I luthersk sammenhæng falder de to sidstnævnte symbollag bort.

I dag foretrækkes mange steder altre i en enkel bordform, både i katolske og protestantiske kirker. Efter den katolske kirkes liturgi-reform i 1960'erne, der foreskriver, at præsten skal messe med ansigtet vendt mod menigheden, må alteret nødvendigvis være fritstående; derfor er gudstjenesten i mange katolske kirker flyttet fra de gamle altre, der ofte bærer store opsatser eller altertavler, til nye altre, placeret ude i kirkerummet.

En særlig form for alter er det lille flytbare rejsealter eller portatile, der kan anvendes til messe, hvor et indviet alter ikke findes. Rejsealtre kendes fra tidlig middelalder og blev efterhånden meget udbredt; anvendelsen af dem krævede biskoppelig, fra ca. 1200 pavelig tilladelse.

Se også altertavle og gyldne altre.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig