Johan Thomas Skovgaard, J.Th. Skovgaard, 1888-1977, dansk maler, uddannet på Kunstakademiet 1908-11. I en forenklet, realistisk udtryksform, påvirket af faderen, Joakim Skovgaard, og inspireret af middelalderens kunst, udførte han især i 1930'erne og 1940'erne talrige kirkeudsmykninger i form af altertavler, glasmalerier og freskoer, bl.a. i Jelling Kirke. Hans frit valgte skildringer af motiver fra naturen var mere spontane i udtrykket. J.Th. Skovgaard udstillede fra 1917 med Den Frie Udstilling.