Faktaboks

Bedsted Kirke
Sogn
Bedsted Sogn
Provsti
Tønder Provsti
Stift
Ribe Stift
Kommune
Tønder Kommune
Bedsted Kirke - Tønder Kommune
Bedsted Kirke i Tønder. Foto: 2007.

Bedsted kirke er en sognekirke, der ligger i den sydlige udkant af Bedsted by.

Kirkegården

Kirken er omgivet af kirkegården, som i nyere tid er udvidet mod syd. Den er omgivet af et dige af stablede kampesten.

Kirkebygning

Kirkens romanske kor og skib er opført i rå kamp med detaljer af let tilhugne granitkvadre. I senromansk eller unggotisk tid blev skibet forlænget mod vest, og mod slutningen af middelalderen blev der tilføjet et tårn i vest og våbenhus i syd. Trappetårnet på tårnets nordside kom til i renæssancen.

Den romanske del af bygningen er opført i to etaper, hvoraf koret er ældst. I korets nordmur er der bevaret et rundbuet vindue, mens der i skibets nordmur er bevaret yderligere to. Udefra fremstår vinduerne næsten ens. Indvendigt adskiller de to vinduer i skibet sig dog noget fra hinanden med deres hulede karme og rundede hjørner forneden, der giver dem et overvejende ovalt udseende.

Skibet blev antageligvis forlænget mod vest før år 1300. Bortset fra åbningerne, der er indrammet af munkesten, så er forlængelsen opført af rå og kløvede kampesten. Vestforlængelsen var oprindeligt forsynet med to døre, i henholdsvis nord og syd, men i dag er kun den søndre i brug. Et tilmuret, rundbuet vindue i vestforlængelsens nordside menes ligeledes at være oprindeligt.

Foran syddøren blev det sengotiske våbenhus opført i munkesten. Adgangen til dette sker fra syd gennem en fladbuet dør. På gavlen over døren findes en lille, retkantet glug, som flankeres af to små, spidsbuede blændinger.

Tårnet er også opført i munkesten og har sadeltag med gavle i øst og vest. Tidligere har tårnet haft en dør mod nord, som dog blev muret til da trappehuset blev opført i renæssancen. I 1929 blev tårnet skalmuret, hvilket også indebar at tårnets svungne gavle blev erstattet med kamtakker.

Indvendigt er kirkerummet hvidtet og står med fladt bjælkeloft i både kor og skib. Den runde korbue har formentlig bevaret sin oprindelige form. Fra tårnrummet er der adgang til skibet via en rundbuet arkade. Endelig findes der i våbenhusets indre i dag én stor blænding på henholdsvis øst- og vestvæggen.

Kalkmalerier

Kirken har kun et enkelt kalkmaleri, som ses på væggen nord for korbuen. Det forestiller et våbenskjold tilhørende hertug Adolf af Holsten-Gottorp og stammer fra mellem 1564 og 1586. Det blev fremdraget i 1941.

Inventar og gravminder

I kirkens inventar er middelalderen særdeles velrepræsenteret. Ældst er den romanske granitdøbefont, der er udsmykket med en arkade og derfor af den såkaldte arkadetypen, og hvis fod er forsynet med reliefhoveder.

Alterbordet er måske romansk og er opført af gule og røde munkesten, og allerede i middelalderen skalmuret med mindre sten. I alterbordet blev der i 1941 fundet et lille hulrum, som måske har været en helgengrav. Alterbordet er forsynet med en gotisk alterbordsforside der fremstår i lys egetræsmaling.

En korbuekrucifiksgruppe fra ca. 1475, er i dag ophængt på skibets nordvæg. I hjørnet mellem skibets nordvæg og triumfmuren er der tillige opstillet en sengotisk sidealtertavle fra slutningen af 1400-tallet, som indeholder en Maria med barnet-figur.

Altertavlen er en sengotisk tofløjet skabstavle fra ca. 1525, der er fremstillet på samme værksted som altertavlen i Havnbjerg kirke. Midtertavlen forestiller en Golgatascene og flankeres af fire figurer: Maria Magdalene, Jomfru Marias mor Anna, Johannes Døberen og Antonius, alle 74 cm høje. I skabsfløjene ses de 12 apostle, hver 62 cm høje.

Både altertavle, sidealtertavle og korbuekrucifiks blev restaureret i 1941-1942 og fremstår nu med de oprindelige farver.

Prædikestolen er beslægtet med prædikestolen i Hellevad og stammer fra omkring 1659. Den er en sen efterligning af andre prædikestole af Tøndertypen, hvilket vil sige at den er opbygget rektangulært med en tresidet karnap. Dens fag forestiller scener fra Jesu liv, nemlig bebudelsen, fødslen, dåben, korsfæstelsen, opstandelsen og himmelfarten. Prædikestolen hviler på en murklump, der sandsynligvis er resterne af et gammelt sidealterbord.

Gravminder

I kirken findes en mindetavle fra 1875 over Peter Petersen, død 1872.

På kirkegården findes der enkelte ældre gravminder. I dens nordvestlige hjørne ligger en dobbelt gravsten over Pastor I. With, død 1818 og hans hustru, A.H. With, død 1829. Herudover er der også opstillet et monument over maleren Johan Thomas Lundbye, død 1848, samt et fra 1921 over de 22 fra sognet der faldt i 1. Verdenskrig 1914-1918.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig