Efter Reformationen blev i Den Københavnske Reces fra 1537 indført dødsstraf for manddrab, dog var adelen undtaget og beholdt retten til mandebod. Dødsstraffen for manddrab blev formentlig indført under indflydelse fra mosaisk ret, således som den kunne læses i Mosebøgerne, hvor der for manddrab er foreskrevet "liv for liv", det såkaldte talionsprincip (gengældelsesprincip). Også en række sædelighedsforbrydelser blev efter Reformationen straffet med døden. For tyveri var straffen hængning, og halshugning anvendtes ved manddrab; for visse sædelighedsforbrydelser og for trolddom anvendtes bålstraf.
I forhold til mange andre lande har dødsstraf kun fundet begrænset anvendelse i Danmark. Ved Christian 5.s Danske Lov fra 1683 indførtes dødsstraf for majestætsforbrydelse og for vold mod forældre samt for "omgængelse mod naturen", dvs. sodomi og bestialitet, der ikke før havde været inkluderet. Der var dog tale om en stadfæstelse af retspraksis, da bestialitet også tidligere var straffet med bålet, selvom det ikke var lovfæstet. Anvendelsen af dødsstraf i tilfælde af tyveri blev afskaffet i Danske Lov, men blev genindført i 1690.
Fra 1735 og frem skulle alle dødsdomme forelægges kongen, der specielt i tilfælde af tyveri ofte benådede den dømte til livstidsstraffearbejde. Benådelsespraksissen var kostbar og besværlig, da alle sager skulle behandles i København og krævede kongens underskrift. I 1771 afskaffedes dødsstraffen for tyveri.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.