Halshugning, henrettelse ved afhugning af hovedet med økse eller sværd eller i specielle henrettelsesmaskiner, fx en guillotine. Halshugning har været anvendt i de fleste kulturkredse, men benyttes nu kun i få stater. I Danmark blev halshugning benyttet indtil slutningen af 1800-t. og var i Straffeloven af 1866 hjemlet som eneste dødsstraf. Den sidste halshugning i Danmark blev fuldbyrdet i 1892, og straffen blev afskaffet ved Straffeloven af 1930. Se også bøddel og dødsstraf.