majestætsforbrydelse

Majestætsforbrydelse, i ældre tid et centralt strafferetligt begreb; i Straffeloven fra 1930 findes derimod kun enkelte bestemmelser, der omhandler forbrydelser, som tidligere rubriceredes under majestætsforbrydelser. Ifølge § 112 er det strafbart at foretage handlinger, der som hensigt har at berøve kongen livet, og ifølge § 113, stk. 2 er det strafbart at angribe eller øve tvang mod kongen. Endelig forhøjes ifølge § 115 straffen indtil det dobbelte for en række andre forbrydelser, hvis forbrydelserne begås mod kongen; det drejer sig om forbrydelser mod liv og legeme, mod den personlige frihed samt om freds- og ærekrænkelser.

Majestætsforbrydelse kendes i romerretten som crimen laesae majestatis, og det karakteristiske ved den var, at straffen skærpedes, og at der slækkedes på de straffeprocessuelle garantier; fx kunne straf for majestætsforbrydelse også ramme en anklagets familie. I Danmark kendes majestætsforbrydelse fra middelalderen, hvor den bl.a. optræder i en forordning, som tillægges Christoffer 1. Majestætsforbrydelse fik særlig vægt efter enevældens indførelse og blev genstand for et helt kapitel i sjette bog i Christian 5.s Danske Lov. Danske Lov 6-4-1 fastsatte straffen for majestætsforbrydelse til afhugning af højre hånd, halshugning og partering, hvorefter kroppen skulle lægges på hjul og stejle, og hoved og hånd sættes på en stage. Denne straf blev anvendt i 1772 over for Struensee og Enevold Brandt. I 1660'erne og 1670'erne blev der ført majestætsforbrydelsessager mod Kaj Lykke, Corfitz Ulfeldt og Griffenfeld.

I andre lande kendes endnu strengere straffe for majestætsforbrydelse, i fx Frankrig levende partering, der foregik ved, at den dømtes lemmer blev bundet til fire heste. I 1800-t. nedtonedes det mere personlige element ved forbrydelser rettet mod statsoverhovedet, og majestætsforbrydelser erstattedes af forbrydelser rettet mod staten, såkaldte statsforbrydelser.