Brudstykke af Christoffer 1.s vokssegl, hvormed han bekræftede retsgyldigheden af et brev udstedt den 8. juli 1257. Kongen ses siddende med krone, scepter og rigsæble. Omskriften på seglets forside har i sin helhed lydt: Cristoforus dei gratia Danorum Slauorumque rex ('Christoffer, af Guds nåde de danskes og venders konge').
Christoffer 1.
Christoffer 1. var konge af Danmark fra 1252. Han var den yngste af Valdemar 2. Sejrs tre sønner med dronning Berengaria og blev i 1248 gift med Margrete Sambiria, datter af fyrst Sambor af Pommeren.
Christoffer fik af sin far tildelt Lolland og Falster som fyrstelen i 1230'erne og opnåede ved sin bror Abels død i 1252 kongeværdighed.
Valget af Christoffer skete på bekostning af Abels sønner, hvilket blev begrundet med, at kong Abel havde stået bag mordet på Erik 4. Plovpenning. Christoffer iværksatte en målbevidst kampagne for at få gjort Erik til helgen med det klare formål også at få stemplet Abel som helgenmorder. Denne anklage om kongemord gav desuden Christoffer et påskud for at ophæve det slesvigske hertugdømme og lægge området direkte under sit eget styre.
Her greb greverne af Holsten, der var brødre til Abelsønnernes mor, dog militært ind for at forsvare deres nevøers rettigheder. Da Christoffer samtidig fik store vanskeligheder med Brandenburg og på samme tid havde et særdeles problematisk forhold til den norske konge, accepterede han Abelsønnernes krav på Sønderjylland og gjorde den ældste af sønnerne, Valdemar 3. Abelsen, til hertug her i 1254.
De andre udenrigspolitiske stridigheder med Norge og Brandenburg blev efterfølgende løst gennem forhandling og forlig, og da Valdemar Abelsen døde barnløs i 1257, erklærede Christoffer hertugdømmet Sønderjylland for opløst og genindlemmet i kongeriget. Derpå erobrede han året efter hertugdømmet, og lod så liget af Erik Plovpenning flytte til kongerne gravkirke Sankt Bendts i Ringsted for at kunne forstærke helgendyrkelsen af ham her.
Ud over sine andre problemer havde Christoffer 1. et anstrengt forhold til kirken, især efter at Jakob Erlandsen i 1254 var blevet ærkebiskop.
Striden gjaldt kirkens rettigheder og pligter i forhold til kongen og riget. Krisen tilspidsedes, da kongemagten beslaglagde ærkebispesædets privilegier, og da Jakob Erlandsen i 1256 afholdt et rigskirkemøde, samtidig med at kongen havde indkaldt til danehof.
Modsætningen øgedes yderligere, da ærkebispen gennemførte en skærpet kirkelig lovgivning for at hindre, at kirken led overlast (Vejlekonstitutionen), og i februar 1259 tillige nægtede at krone Christoffers søn Erik til medkonge. Det førte til, at Christoffer lod ærkebispen arrestere.
På baggrund af denne udvikling tog Roskildebispen til Rügen. Her samlede han den koalition af Abels sønner, de holstenske grever og fyrsten af Rügen, der var parate til at kæmpe for, at Erik Abelsen kunne blive indsat som hertug i Sønderjylland – og i sidste ende måske endda sætte Abelslægten på den danske trone. Holstenerne angreb derpå Danmark fra syd, alt imens Roskildebispen og fyrsten af Rügen gik i land på Sjælland, hvor deres styrker bl.a. indtog København.
Midt i denne situation døde Christoffer pludselig i Ribe i maj 1259. Snart udgik der fra regeringsside beskyldninger om, at ærkebispen havde ladet Christoffer forgifte, ifølge et upålideligt rygte endda af abbed Arnfast fra Ryd under nadveren .
Christoffer 1. blev gravlagt i Ribe Domkirke.
Med dronning Margrethe Sambiria fik Christoffer følgende børn:
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.