partipolitiske kvindeorganisationer

Ved det moderne partivæsens opkomst var kvinder som hovedregel reelt, og i enkelte lande som Tyskland og Østrig også formelt, udelukket fra medlemskab. Først da kvinderne fik valgret, begyndte partierne at interessere sig for kvinderne som vælgere og medlemmer. Aktive kvinder dannede organisationer af og for kvinder i tilknytning til de politiske partier, men ikke altid med partiets billigelse. Der var til stadighed diskussion i partierne om berettigelsen af politisk ’særorganisering’ for kvinderne. Således vedtog det danske Socialdemokrati på deres kongres i 1908, at ”Kvinderne har deres Plads i Socialdemokratiets Organisationer og ikke i separate Kvindeforeninger”.

Partierne så gerne, at kvindeforeningerne mobiliserede kvinder som partimedlemmer og vælgere, men støttede derimod sjældent, at kvindeorganisation skulle få selvstændig kompetence til at udtale sig politisk i lighed med partiernes ungdomsorganisationer. Der var nok specielt betænkelighed ved kvindepolitiske krav, som man kendte dem fra de uafhængige, tværpolitiske kvindebevægelser.

Der var flere argumenter for at oprette separate kvindeorganisationer i tilknytning til partierne. Dels praktiske argumenter som at kvinderne ikke kunne komme til de samme møder som mændene, for hvem skulle så passe børnene og bedriften? Dels at kvinderne var særlig politiske uvante og uskolede, og at det derfor krævede særlige indsatser for at mobilisere dem politisk.

For mange kvinder blev de politiske partiers kvindeorganisationer indgangen til det politiske liv, hvis regler og normer var formet, inden kvinderne havde adgang. Disse organiseringer gav kvinderne en stemme i partiernes organisationer, og mange af de kvindelige politikere, om end ikke alle, blev rekrutteret via de politiske kvindeorganisationer.

De partipolitiske kvindeorganisationer, som aktiverede titusindvis af kvinder, bliver sjældent omtalt i historiebøgerne. Gennem deres mange lokale afdelinger var de ældre politiske kvindeorganisationer imidlertid en aktør i opbygning af velfærdssamfundet gennem deres engagement i den lokale skole-, social- og sundhedspolitik. Efter 2. Verdenskrig udøvede de politiske kvindeorganisationer et stigende pres på deres respektive partier for at ændre mandsdominansen i partiernes interne organer og for at få dem til at opstille flere kvindelige kandidater ved landsdækkende og kommunale valg.

De første danske partipolitiske kvindeforeninger var blevet dannet i slutningen af 1800-tallet, men organiseringen tog for alvor fart i mellemkrigstiden. Størst var kvindeorganiseringerne i Socialdemokratiet og Venstre.

Inspireret af de stærke kvindeorganisationer i bl.a. det svenske og det østrigske socialdemokrati tog Louis Pios datter, Sylvia Pio, i 1928 initiativ til de første socialdemokratiske kvindeudvalg trods modstand i partiet. På højdepunktet var der kvindeudvalg i halvdelen af de socialdemokratiske partiforeninger, i alt over 700. Kvindeudvalgene blev nedsat af de lokale vælgerforeninger, hvilket gav dem et stærkt begrænset råderum.

Venstres Kvinder, der blev oprettet i 1928-1929, samlede også tusindvis af kvinder, primært landbokvinder. Organisationsmodellen var den, at alle kvindelige medlemmer af Venstre automatisk var medlemmer af Venstres Kvinder. Det Konservative Folkepartis kvindekredse var mindre udbredt, men de nød godt af en større selvstændighed, og de optog også kvinder, der ikke var medlem af partiet.

Uanset organisationsform har de danske politiske partier, trods mange forsøg fra kvindernes side, aldrig tilladt dannelsen af stærke selvstændige, landsdækkende kvindeforbund som fx i Sverige med egne økonomiske ressourcer og egne kvindepolitiske politiske programmer.

Arbejdet i de politiske kvindeorganisationer stod noget stille under 2. Verdenskrig, men mange lagde nu arbejdet i bl.a. Danske Kvinders Beredskab. Storhedstiden kom efter krigen, hvor også Danmarks Kommunistiske Parti fik en kvindeorganisation. Der dannedes nordiske samarbejdsorganisationer mellem nærtstående partiers kvindeorganisationer.

I slutningen af 1960'erne kom kvindearbejdet i de danske partier i krise, og mange yngre, veluddannede kvinder udtalte sig imod separat kvindeorganisering. Resultatet var, at partierne med undtagelse af de Det Konservative Folkeparti nedlagde alle de hidtidige politiske kvindeorganisationer og kvindeudvalg.

Af de gamle partier fik Det Radikale Venstre aldrig en kvindeorganisation. Der har dog været enkelte lokale radikale kvindeforeninger, vigtigst Den radikale Kvindekreds for Storkøbenhavn fra 1947. Fra 1937 afholdtes årlige efterårskurser for kvinder. I 1956 nedsattes et Landskvindeudvalg under partiets hovedbestyrelse, men nogle år senere, på kongressen i 1970, blev det nedlagt på forslag fra yngre, veluddannede partimedlemmer, bl.a. Lone Dybkjær. I stedet oprettedes et Ligeretsudvalg.

Efter et generationsskifte og under indtryk af det nye kvindeoprør i 1970’erne, opstod imidlertid, primært i partierne til venstre for midten, nye aktivistiske kvindeorganiseringer, der ikke delte de tidligere politiske kvindeorganisationers forsigtighed over for partiledelserne. De fremsatte blandt andet forslag om kønskvotering for at bryde mændenes dominans i partierne.

Stærkest blev oprøret i SF gennem dannelsen af Socialistisk Folkepartis Kvindegrupper, der ideologisk og med vægt på autonome grupper stod rødstrømperne nær. I partiet Venstresocialisterne, som i 1993 indgik i det nye parti Enhedslisten, var der i 1970'erne heftige og opslidende diskussioner omkring berettigelsen af kvindegrupper i partiet. Mindst 17 lokale kvindegrupper opstod, og partiet nedsatte i 1974 et kvindesekretariat, men kun efter store diskussioner, bl.a. i tidsskriftet Politisk Revy. Også blandt kvinderne i partiet var der stor uenighed, og Helle Birkholm fra leninist-fraktionen kaldte kvindegrupperne for VS's ”taskeafdeling” og anklagede dem for at splitte fronten (VS-Bulletin 72, 1971). De feministiske VS-kvinder svarede, at "eftersom også VS'ere er produkter af det kapitalistiske samfund, må vi gøre os klart, at der også findes kvindeundertrykkelse inden for partiet. Derfor er det stadig nødvendigt med kvindegrupper" (VS efter niende kongres, 1977, s.132).

Efter nedlæggelsen af de socialdemokratiske kvindeudvalg og under indtryk af det nye kvindeoprør opstod der også i Socialdemokratiet nye, mere aktivistiske kvindegrupper i 1970-80’erne, bl.a. Nina Bang-gruppen, og der blev afholdt årlige kvindekonferencer med mange hundrede deltagere.

I de danske partier fadede de sidste af 1970-80’ernes aktivistiske kvindegrupper ud op mod årtusindskiftet. I stedet oprettede partierne nu ligestillingsudvalg, og senere ligestillings- og mangfoldighedsudvalg. Disse arbejder med udformning af ligestillingspolitikken på linje med andre udvalg i partiet og har ikke kun kvinder som deltagere.

• ligestilling
• rødstrømpebevægelsen
• socialdemokratiske kvindeudvalg
• Venstres Kvinder
• Socialistisk Folkepartis kvindegrupper
• Det Konservative Folkepartis kvindekredse

• Sylvia Pio