Socialistisk Folkepartis kvindegrupper

SF's kvindegrupper blev startet i 1971 i København som en autonom kvindegruppe med løs tilknytning til partiet. Efterhånden opstod der SF-kvindegrupper over hele landet, bl.a. i Århus, København, Odense, Rødovre, Struer/Holstebro, Sønderborg og Aalborg. I 1975 var der omkring 70 i alt. Inspireret af kvindebevægelsen var fundamentet de enkelte kvindegrupper, hvor også ikke-medlemmer af partiet kunne deltage. Strukturen var ’flad’ og nærmest identisk med rødstrømpernes. Efterhånden opstod behovet for koordinering, og der blev efter visse betænkeligheder etableret en landsdækkende kontaktgruppe, og der blev afholdt kvindelandsmøder. Kvindegrupperne fik eget blad, Kontakt Nyt, som udkom fra 1978 til 1988.

Kvindegrupperne udgav en lang række pjecer om bl.a. sammenhængen mellem kvindefrigørelse og socialisme, om ligeløn, kvindernes kulturkamp og om kroppen, og to pjecer om kønskvotering i 1978 og 1984. De afholdt kurser, konferencer og sommerlejre. De krævede med fremgang ændring af ’mandemøderne’ og ’ølkulturen’ i partiet; kort sagt af partiets arbejdsformer og partihierarkiet.

Kvindegruppernes krav om kønskvotering førte til oprørte diskussioner internt i partiet og åbent i dagbladet Information. Som det første parti indførte SF i 1977 en minimumskvotering på 40% af hvert køn for alle interne organer i partiet. Kvindeandelen i SF's hovedbestyrelse steg nu i løbet af et kun par år fra 9% i 1973 til over 35%. Imidlertid kom den kraftigste opgang allerede i 1976, hvilket afspejlede den store kvindemobilisering i partiet også før kønskvoteringen. Formentlig var de mange nye kvinder i hovedbestyrelsen forudsætningen for, at reglerne om kønskvotering overhovedet blev vedtaget.

Partiets indførte også, omend kun kortvarigt, kønskvotering for SF's kandidatlister til offentlige valg. Fra 1983 til 1990 var der et krav om mindst 40% af hvert køn blandt partiets kandidater til Europa-Parlamentet, og fra 1988 til 1990 ved folketingsvalg. Pga. reglen om skiftevis opstilling af de mandlige og kvindelige kandidater på valglisten blev ved valget til Europaparlamentet i 1984 en mand, John Iversen, kvoteret ind som nummer to på partiets liste og valgt blandt partiets tre mandater, efter at en urafstemning blandt medlemmerne i SF først havde placeret kvinder på de første fire pladser.

SF's kvindegrupper bragte samtidens kvindeoprør ind i de politiske institutioner. Fra at have været et parti med kun enkelte kvinder i folketingsgruppen og partiledelsen, bidrog kvindegrupperne til en transformation af SF's kønspolitiske profil og arbejdsformer.

En gruppe rødstrømper, som havde været aktive i rødstrømpernes kampagne mod Danmarks medlemskab af EF, gik efter afstemningen i 1972 kollektivt ind i SF og dannede en stærk SF-kvindegruppe. Sammen med kvinder fra de andre kvindegrupper gik mange videre til tillidsposter i partiet. Dog var der andre, mere bevægelsesorienterede fra SF-kvindegrupperne, som i stedet forlod partiet. I modsætning til rødstrømperne engagerede kvindegrupperne i SF sig aktivt i kommunal-, amts- og landspolitik.

Kvindegrupperne ophørte i 1988. De var uden tvivl et aktiv for partiet, men samtidig opfattedes de i partiet i øvrigt som meget besværlige. De bragte kvindeoprørets arbejdsformer, men også dets vrede over mandsdominansen i ind SF. Da partiet første gang kom ind i Folketinget i 1960, var det med en gruppe, der udelukkende bestod af mænd, hvilket dengang ikke vakte protester. Efter valget i 1979, hvor SF's folketingsgruppe blev den første med kvindeflertal, 64%, har kvindeandelen svinget mellem en fjerdedel og halvdelen, men toppede i 2022 med 73%.

• partipolitiske kvindeorganisationer
• Socialistisk Folkeparti