kannada

Kannada tilhører gruppen af syddravidiske sprog, der bl.a. også omfatter malayalam, tamil, tulu, toda og kodava. Ligesom dem er det et agglutinerende sprog, hvor betydningen af substantiver og verber udvides eller ændres med tilføjelsen af et eller flere præfikser eller suffikser, fx:

mane (hus) + yali (i) + idini (jeg er) = maneyalidini 'jeg er i huset'

haadu (at synge) + isu (at få til) = haadisu 'at få til at synge; at forårsage sang'

De vigtigste ordklasser er substantiver, der bøjes i kasus og tal, og verber, der bøjes i tid, person og tal. For verber findes der desuden en særlig negerende bøjningsform. Ordstillingen er normalt subjekt, objekt og til sidst verballed.

Kannada har 13 vokaler. Der skelnes mellem korte og lange vokaler: a, aa, i, ii, u, uu, ru, e, ee, ai, o, oo, au. I begyndelsen af ord bliver vokallydene o og e ofte udtalt som konsonanter, så o bliver til wo og e bliver til ye.

Kannada har 34 konsonanter. Der skelnes mellem stemte og ustemte, og aspirerede og uaspirerede konsonanter. Desuden skelnes der mellem dentale og retroflekse konsonanter, altså om tungen lægges bag tænderne eller bukkes op og bagud. Sproget har ingen f-lyd, så det engelske ord coffee 'kaffe' er fx indlånt som kapi.

Der er generelt tryk på første stavelse i alle ord.

Det tidligst kendte spor af kannada er en inskription på en sten fundet i landsbyen Halmidi i det nuværende Hassan-distrikt, der kan dateres til 450 e.v.t. Den er skrevet med kadamba-skriften, der udspringer af brahmi-skriften og er en forløber for moderne kannada og telugu.

Sproghistorisk opdeles kannada i stadierne allerældste kannada (450–840), ældre kannada (840–1200), middelalderligt kannada (1200–1700) og moderne kannada (fra 1700 til i dag).

I sin nuværende form går kannadas skriftsystem tilbage til 800-tallet. Det ældste kendte litterære værk er en grammatik og poetik over kannadasproget fra ca. 850 e.v.t., som er stærkt influeret af den samtidige sanskritlitteratur. Mens kannadas skriftsprog også i dag er influeret af sanskrit, er det talte folkesprog mere rent dravidisk, skønt også det har indoptaget mange låneord fra både sanskrit, hindi og engelsk.

Kannada skrives med en delvis stavelsesskrift fra venstre mod højre. Det har et selvstændigt alfabet, der består af vokaltegn og kombinerede konsonant-vokaltegn fx ka, kaa, ri, he og lai. Der skelnes som i lydsystemet mellem korte og lange vokaler. Diakritiske tegn bruges til at indføje ekstra konsonanter med. Der bruges ikke store bogstaver og traditionelt heller ikke punktum. Skriftsproget er udpræget fonetisk.

Talesproget adskiller sig afgørende fra skriftsproget med hensyn til bøjninger, udtale og brug af ord.

Kannada har en række indbyrdes meget forskellige dialekter, der betyder, at mennesker fra forskellige dele af Karnataka kan have svært ved helt at forstå hinanden. Overordnet skelner man mellem de nordlige dialekter, der tales i områderne omkring Huballi, Dharwad, Bidar og Kalaburagi; kystdialekterne, der tales i Mangaluru og Udupi; og sydlige dialekter, der tales omkring byerne Mysuru og Bengaluru.

Foruden geografiske forskelle er der også stor forskel på sprogbrugen i forskellige samfundslag både med hensyn til ord og talemåde. Folkesproget, som det tales af de laveste kaster, er karakteriseret ved en direkte form og bliver af de højere, uddannede kaster typisk betragtet som vulgært og "forkert". De højere kasters sprogbrug i det sydlige Karnataka omkring Mysuru og Bengaluru betragtes som standard-kannada.

På kannada kaldes kannadatalende for kannadigaru, på engelsk kaldes de i dag kannadigas og på ældre dansk kanaresere. Den sproglige identitet er også en kulturel og politisk identitet, men den er ikke så stærk som fx den tamilske i nabostaten Tamil Nadu. Historisk og frem til 1956 har kannada-talende tilhørt forskellige kongeriger og provinser, og forskellene mellem navnlig Nord- og Sydkarnataka er udtalte trods det fælles sprog. Der er dog jævnligt forsøg på at mobilisere befolkningen omkring den fælles sproglige identitet.

• dravidiske sprog
• Indien – sprog
• Karnataka