Tamil skrevet på sproget selv

Ordet tamiḷ skrevet på tamil selv med stavelsestegnene ta - mi - . Over det sidste stavelsestegn, som egentlig er ḷa, står et diakritisk tegn (en prik), der angiver, at tegnet skal udtales uden vokal og altså afkortes til .

Prikken under angiver, at lyden er retrofleks, dvs. udtalt med tilbagebøjet tungespids. Retroflekse konsonanter er et almindeligt lydligt træk ved indiske sprog på tværs af sprogfamilier.

Af /Wikimedia Commons.
Licens: public domain
Tamiltalende områder i Sydindien og Sri Lanka
Af /Wikimedia Commons.
Licens: CC BY SA 3.0

Tamil er et dravidisk sprog, der skønsmæssigt tales af mindst 80 millioner mennesker på verdensplan. I Indien tales sproget af ca. 69 millioner mennesker (2011) og har status af officielt sprog i den sydindiske delstat Tamil Nadu og i unionsterritoriet Puducherry. I Sri Lanka tales tamil af ca. 5 millioner mennesker (2012).

Den tamilske diaspora uden for Sydasien skønnes at tælle omkring 8 millioner mennesker. I Malaysia taler størstedelen af den indiske befolkningsgruppe, ca. 1,8 millioner, tamil. Der er desuden store tamilsktalende befolkningsgrupper i Sydafrika, Saudi-Arabien og de arabiske golfstater, Frankrig, Canada, USA, Singapore og en række europæiske lande, foruden stillehavsøstaterne Fiji, Mauritius og Réunion.

Tamils grammatik

Tamil tilhører gruppen af syddravidiske sprog, der bl.a. også omfatter sprogene malayalam, kannada, tulu, toda og kodava. Ligesom dem er det et agglutinerende sprog, hvor betydningen af substantiver og verber udvides eller ændres med tilføjelsen af et eller flere præfikser eller suffikser.

Det skrives med en selvstændig variant af brahmi-skriften.

Sprogstruktur

Tamil har, som de fleste andre indiske sprog, flere retroflekse konsonanter. Trykket ligger på ords første stavelse og er ikke distinktivt. Tamil, der som andre dravidiske sprog er agglutinerende og gør rig brug af suffikser, har otte kasus. Der skelnes mellem animeret og inanimeret køn, hvor animeret køn opdeles i maskulinum, femininum og en speciel æresform, som også findes i pronominal- og verbalbøjningen. Sætningen indeholder normalt kun et finit verbal, hvortil kan knyttes participier og andre infinitte verbalformer. Ledstillingen i moderne tamil er SOV (subjekt—objekt—verbum).

Der er stor forskel på det tamilske talesprog og skriftsproglige standard.

Overlevering og litterær tradition

Tamil har en lang litterær tradition, og den tamilske litteratur er den ældste og mest omfangsrige af de dravidisksprogede litteraturer. De ældste kendte skriftlige vidnesbyrd er grotteindskrifter fra 200-tallet f.v.t. Især i begyndelsen lagde teksterne hovedvægt på lovprisninger af fyrster og kærlighedslivet, helt uden påvirkning fra den dominerende sanskritlitteratur.

Sproghistorisk opdeles tamil i stadierne ældre tamil (200 f.v.t.-700), middeltamil (700-1500) og moderne tamil (fra 1500).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig