artikulation (talefrembringelse)

Svælg- og mundhulrummenes form og størrelse, der varierer efter tungens og læbernes stilling, bestemmer, hvordan en vokal lyder, men den traditionelle fonetik beskriver artikulationen ud fra det "højeste" område på tungens overflade, dvs. området tættest ved ganen. Afstanden mellem tungen og ganen kan styres både ved, at underkæben hæves eller sænkes, og ved at tungemassen skydes op eller trækkes ned mod svælget.

Vokaler, der artikuleres med tungens overflade tættest ved ganen, kaldes høje eller snævre vokaler, fx [i] og [u], og vokaler, der artikuleres med tungens overflade længst fra ganen, kaldes lave eller åbne vokaler, fx [ɑ]. Der kan være et eller flere trin i åbningsgrad. Det trænede øre kan skelne overordentlig mange sådanne vokalnuancer, men inden for de kendte 5-6000 sprog er der sjældent mere end to eller tre trin med selvstændig sproglig funktion. Dansk har i denne henseende et komplekst system med hele fire (fem) åbningsgrader, som i mile, mele, mæle, male (og malle).

Dernæst defineres vokaler i en "vandret" dimension. Her skelnes mellem for-, mellem- og bagtungevokaler, bestemt af, hvor fremskudt eller tilbagetrukket tungemassen er. Fortungevokaler høres i fx dansk bil og bal, og bagtungevokaler høres i fx dansk kuld og ral. Mellemtungevokaler findes med forskellig åbningsgrad og runding, som i det norske u, det russiske y, og det danske tryksvage e som i kilde.

Endelig må den artikulatoriske definition af en vokal angive læbernes stilling, rundet over for urundet. Forskellen ses i dansk [i] over for [y]. I de fleste sprog spiller læbernes og tungens artikulationer sammen, sådan at fortungevokaler fortrinsvis er urundede, og bagtungevokaler fortrinsvis er rundede. Rundede fortungevokaler som dansk [y] og [ø] og urundede bagtungevokaler er væsentlig mindre udbredte lydtyper. De eneste undtagelser er den a-type, man har i dansk ralle, og den "neutrale" mellemtungevokal [ə], der begge er udbredt i Jordens sprog.

I den artikulatoriske beskrivelse af vokaler opererer man også med en mere problematisk faktor: "spændthed", se vokaler.

Nogle konsonanter dannes som vokalerne og kan derfor beskrives med samme terminologi: de såkaldte halvvokaler, [j] og [w], og approksimanter som fx det "bløde" d [ð] i dansk gade. Hertil kommer [h] som fx i hilde, hylde, hulde og halve, hvor [h] dannes med samme artikulation i mundhule og svælg som den efterfølgende vokal og følgelig kan karakteriseres som en (mere eller mindre) ustemt vokal.

De øvrige konsonanter dannes med mere udpræget indsnævring eller fuldstændigt lukke. Artikulationsstedet kan da ligge hvor som helst lige fra læberne til struben, og derfor bruges en udvidet artikulatorisk terminologi.

Man skelner mellem artikulation med underlæben, labia, fx [p] og [f], den fremadrettede tungespids, apex, fx østnorsk [r], den opadbøjede tungespids, retrofleks artikulation, fx amerikansk engelsk [ɻ], tungebladet, fx [s], tungeryggen, dorsum, fx [k], eller tungeroden, radix, fx dansk [ʁ].

Dernæst kan man benævne artikulationsstedet ud fra den zone, som underlæben eller tungen nærmes til eller rører ved: overlæben, overtænderne, tandkødet og tandkødsranden, den hårde gane, den bløde gane (ganesejlet, velum), drøbelen, og svælgvæggen.

Åbningsgrad er ikke som ved vokaler relevant for konsonanter. Man skelner i stedet mellem forskellige artikulationsmåder: klusiler med helt lukke, frikativer med hæmme (en undergruppe heraf er sibilanter: "s-lyde"), nasaler med mundlukke, men passage gennem næsen, og "likvider", der artikuleres med en særlig tungeform, fx l og r.

Konsonanter deles traditionelt mellem tenues som p, t og k og mediae som b, d og g. Disse betegnelser har ikke et præcist fonetisk indhold. Samme grupper af konsonanter kaldes også hhv. fortes og lenes, hvilket udtrykker, at p er kraftigere artikuleret end b.

Til den fuldstændige beskrivelse af vokalers eller konsonanters artikulation hører, at der kan være ekstra artikulationssteder med mindre stærk indsnævring. Vokaler kan således være nasalerede, dvs. artikuleret med passage gennem både mund og næse (som fx i fransk enfin eller fynsk en spand vand).

Konsonanter kan have mange forskellige sekundære artikulationer eller kombinationer af disse. De kan være labialiserede (dannet med læberunding), palataliserede (dvs. dannet med hævning af fortungen, en vigtig artikulationstype i slaviske sprog), velariserede (som [ɫ] i engelsk well), faryngaliserede (såkaldt emfatiske konsonanter i semitiske sprog), laryngaliserede (dannet med særlig artikulation i den øvre del af struben) eller glottaliserede (med lukket glottis og eventuelt med bevægelse af strubehovedet under artikulationen, de såkaldte implosiver og ejektiver).

Konsonanter kan også have to artikulationssteder med lukke begge steder. Dette kaldes dobbelt artikulation og kan evt. involvere en særlig luftstrømsmekanisme som fx i click, en sproglyd, der kun findes i sydafrikanske khoisan-sprog.

Se også artikulation (musik) og artikulation (kiropraktik).