Kraftig forstørrelse af farvetryk efter tur fra fire separat indfarvede klichéer i bogtryk. De fire rasterglasplader er indstillet under affotograferingen af forlægget, så rasterpunkterne ikke falder oven i hinanden.
.

Farvetryk er tryk med flere eller andre farver end sort. Det kendes i Orienten allerede fra 800-tallet og i Europa fra midten af 1400-tallet til bloktryk eller blokbøger, håndtrykt med farvede træsnit. Fra slutningen af 1400-tallet bliver pressetrykte bøger meget ofte forsynet med farvetrykte initialer, eller kan være forsynet med træsnit i flere farver. Efter ca. 1600 kender man kobberstik trykt fra plader, der indfarvedes partielt i hånden og fra midten af 1600-tallet kendes også kobberstik trykt efter tur med forskelligt indfarvede plader. Opfindelsen af litografien (stentryk) i slutningen af 1700-tallet gjorde det lettere at trykke i farver, efter tur fra forskelligt indfarvede sten. Men efterkolorering i hånden af litografiske fortryk ses alligevel helt frem til midten af 1800-tallet, specielt i børnebøger, der skulle være billige.

Med opfindelsen af rasteret i slutningen af 1800-tallet kunne man trykke farvetoner i klassisk bogtryk (højtryk) og med såkaldte halvtoneklichéer integrere farvebilleder i en tilhørende, blysat tekst. Parallelt med denne udvikling fik farvetryk dog også fra 1880'erne indpas i dybtryksteknikken som fotogravure, billeder fotografisk kopieret over på kobberplader, eller i rotationspresser benyttet til avis og tidsskriftproduktion.

Klichéer til farver i bogtryk kunne ikke overleve fotosætningens og sidenhen den digitale tekniks adgang til at integrere farver med tekst i litografisk rotationstryk. Så efter omkring 1960 sker kommerciel farvetrykning næsten udelukkende som litografiske rotationstryk fra kornede metal- eller plastplader, som dybtryk fra graverede valser til trykning af aviser og ugeblade – eller i printteknologi. I kraft af digital teknik kan alle farver og farvertoner i dag gengives ved hjælp af fire farver: gul, magenta (rød), cyan (blå) og sort (firefarvetryk, CMYK).

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Curwen; Harold: Processes of graphic Reproduction in Printing. Faber & Faber. 1934. (God, elementær fremstilling med eksempler i originaltryk)
  • Ehrensvärd, Ulla: Tryck med färg från 1457 til våra dagar. Kungliga Bibliotek. 1972 (Eneste publikation om artiklens emne på et nordisk sprog)
  • Gascoine, Bamber: How to identify prints. A complete guide to manual and mechanical processes from woodcut to inkjet.. Thames & Hudson. 2.Edition. 1986
  • Twyman,Michael: Printing. History and techniques. The British Library, 1998

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig