kobberstik

En kobberstikker graverer sit motiv i pladen med en gravstikkel. Bag sig ved vinduet har han den retvendte originaltegning - foran sig det spejlvendte aftryk, som han benyttede til at kalkere motivet over på pladen. Illustration fra Abraham Bosse's "Traité des manières de graver en taille douce sur l'airin par le moyen des eaux-fortes..." (1645)

.

Kobberstik. Albrecht Dürer Ridder, død og djævel; 1513. Ligesom Dürers to andre mesterstik, Melankolien og Hieronymus i sit studereværelse (begge fra 1514), kan dette fortolkes som en skildring af religiøs fordybelse, koncentration og kontemplation. Den kristelige ridder, der ikke lader sig anfægte af død og djævelskab på vej mod Gud, er beskrevet i et skrift af Erasmus af Rotterdam. Hestens udformning er en kulmination på Dürers mangeårige studier af dette dyrs anatomi og proportioner.

.

Kobberstik er en billedgrafisk metode til dybtryk, hvor motivet graveres i overfladen af en hård metalplade, almindeligvis af kobber. Betegnelsen kobberstik anvendes også om det færdigtrykte billede, der udføres på følgende måde:

Motivet kalkeres over på den glatpolerede plade fra en spejlvendt tegning på præpareret papir. Herefter graveres motivet i pladen med skærestål af varierende form, afhængig af hvordan motivet skal fremtræde; således bruges gravstikler til linjegravure og vuggestål til mezzotinte.

Pladen indfarves og aftørres med kridtpulver og tørre klude for overskydende farve, så farven kun sidder i de graverede fordybninger på den blanke plade. Nu kan der tages et aftryk af pladens motiv i en kobbertrykpresse (jf. dybtryk); ved trykningen fremtræder pladeranden som et præg i papiret.

Kobberplader kan holde til mellem ca. 20 (mezzotinte) og ca. 300 (linjegravure) tryk i bedste kvalitet. Efter forstærkning med et tyndt lag jern, stål eller chrom kan pladerne dog holde til flere tusind aftryk, oftest dog i ringere kvalitet.

Kobberstikteknikken, også kaldet gravure, blev udviklet i begyndelsen af 1400-tallet (det ældste daterede kobberstik er fra 1446), sandsynligvis på grundlag af graveret udsmykning af metalgenstande, som fx rustninger og bordsølvtøj. Blandt de betydeligste tidlige kobberstikkere var Martin Schongauer, Antonio del Pollaiuolo, Andrea Mantegna og hans skole.

I 1500-tallet fik Albrecht Dürer afgørende betydning for udbredelsen af kobberstikket; senere fandt teknikken anvendelse til bl.a. portrætter, bogillustrationer og reproduktion af malerier, i Danmark med navne som Albert Haelwegh og J.F. Clemens, i Frankrig i sidste halvdel af 1600-tallet som ren linjegravure, repræsenteret i teknisk høj kvalitet af hofgrafikeren Robert Nanteuil og hans skole.

En variant af kobberstikket er raderingen, der udføres som en ætsning af trykpladen. I 1700- og 1800-tallet kombinerede billedkunstnere ofte gravure med radering i deres billeder. Teknisk beslægtet med kobberstikket er stålstik, der vandt frem i 1800-tallet.

Som færdigtrykt billede ses betegnelsen kobberstik ofte benyttet om både billeder udført i gravure og billeder udført i ætseprocesser – en konvention, der kendes også i udlandet, hvor fransk gravure og engelsk engraving kan betegne billeder udført i både den ene og den anden proces.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

Hind, Arthur M,: A History of Engraving and Etching from the 15th Century to the Year 1914. (1908. 3.udgave 1922. Revideret 3. udgave 1923). Dover Publications, 1963 ff. Genoptrykkes løbende.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig