Anonymt træsnit
Anonymt træsnit fra 1500-tallet, som viser en bogs vej fra sats og trykning frem til salget hos boghandleren.
Anonymt træsnit
Licens: CC BY SA 3.0
Træsnit i Hartmann Schedels Liber chronicarum (Nürnbergkrøniken). Værket blev trykt på både latin og tysk og udgivet af bogtrykker Anton Koberger 1493

Træsnit er en grafisk højtryksteknik, som benytter udskårne træplader til at trykke mønstre eller motiver med.

En plade, gerne af pære- eller nøddetræ udskåret parallelt med træets årer (længdetræ), slibes plan. Billedmotivet skæres nu ind i pladen således, at de dele af pladen, der i det færdige tryk skal vise ufarvede flader eller linjer, bortskæres. De ophøjede partier af pladen sværtes med farve, og i en trykpresse tages aftryk på papir, som også i sig selv betegnes træsnit.

Træsnit er en af de ældste af de grafiske teknikker; anvendt i Kina fra 800-tallet. I Europa blev det udviklet i 1300-tallet ud fra orientalske stoftrykteknikker; det første daterede, vesterlandske træsnit er fra 1418.

Omkring 1500 udvikledes flerfarvetræsnittet, og noget senere clairobscurtræsnittet, hvortil der benyttes én trykstok for hver hhv. farve og farvetone. 1500-tallet var træsnittets glansperiode med den tyske maler Albrecht Dürer som århundredet vel mest berømte træskærer.

Træsnittet beholdt sin position som den almindeligste teknik til billedtryk i bøger helt frem til ca. 1700, hvorefter teknikken hovedsageligt levede videre i børnebøger og i skillingstryk. Efter ca. 1820 uddøde træsnittet som kunstnerisk originalarbejde, og blysatte bøger blev nu helt frem til den fotografiske tekniks indpas i slutningen af 1800-tallet illustreret med reproduktioner af kunstnerens tegninger udført i den beslægtede teknik xylografi (træstik).

Træsnit skæres normalt i planketræ, mens xylografier skæres i endetræ. Træsnit er originalgrafik, mens xylografier normalt er reproduktion af et tegnet eller malet forlæg.

En genoplivelse af træsnittet som illustrationsart fandt sted omkring 1900, inspireret af tidens stærke optagethed af originalt kunsthåndværk. Edvard Munch i Norge og Aksel Jørgensen i Danmark inspirerede yngre grafikerne til at arbejde med træsnittet som illustrationsart. Gennem resten af 1900-tallet fik træsnittet derved igen en fremtrædende plads som originalkunst. Særligt må fremhæves arbejder af grafikerne Sigurd Vasegaard, Povl Christensen, Sven Havsteen Mikkelsen, Jane Muus og Palle Nielsen.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Clausen V.E.: Det folkelige danske træsnit i etbladstryk 1565-1884, Foreningen Danmarks Folkeminder 1985.
  • Kolind Poulsen, H. og S. Bjerkhof: Træsnit – fra Dürer til Tal R. Kbh: Statens Museum for Kunst 2011.
  • Marcus, Aage:, Illustrationskunstens Historie ( i: Haandbog i Bibliotekskundskab, 3. udg. København 1924).
  • Martin, V.E.: Håndbog i grafiske teknikker 1993.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig